Seniordans Randers starter sæsonen med Åbent Hus onsdag 18. august – det er foreningens femte sæson og den udvider nu også til Vorup Plejehjem

 

Seniordans er en sjov og hyggelig aktivitet. Man får god motion, både til hjerte og hjerne. De fleste kommer alene, og alle kommer på dansegulvet. Der danses til god musik – gamle evergreens, og en danseleder står for undervisningen”, fortæller formand og danseleder Maja Davidsen.

Deltagerne danser som par, ikke  herre/dame men blå/rød. Der danses kvadriller, kædedanse, rækkedanse og i kreds.

Foreningen har i den kommende sæson fire hold på programmet, da der er blevet forøget med et dansehold på Vorup Plejehjem.

 

Nye dansere er velkomne

Margit Batz, som kommer fra Hørning ved Aarhus, underviser i Rounddans. Rounddans er for øvede seniordansere og skiller sig ud fra seniordansen ved, at man danser med fast partner. Hvorimod man i seniordans ofte skifter partner. Både i seniordans og i rounddans er det almindeligt, at to damer danser sammen, der bliver ikke talt om herre og dame men om blå og rød.

Holdet for begyndere og let øvede om mandagen undervises af Annette Christensen, Helsted og Bodil Andersen, Asferg.

Annette og Bodil fremhæver: “Her behøver du ikke at have danset før, du skal nok få det lært”.

Bodil Andersen koordinerer desuden kørslen, da danserne har mulighed for at deltage i udflugter og dansestævner m.v. i andre byer. Det betyder, at alle får en chance for at komme med til forskellige seniordansearrangementer, som udbydes i løbet af en sæson.

 

Nyt i Vorup

Tirsdagsholdet i Cafeen på Vorup Plejehjem er også for begyndere og let øvede seniordansere. Holdet er nyt, og trænerteamet er Karin Bugge Pedersen, Randers og Gert Andersen, Harridslev, som vil supplere hinanden.

Klubbens formand, Maja Davidsen, som også er danseleder, underviser de øvede seniordansere om onsdagen.

Maja oplyser, at foreningen er medlem af Landsforeningen Dansk Seniordans Region Aarhus, hvilket giver adgang til uddannelse af danseledere, musik, dansearrangementer m.v.

“Og der bliver selvfølgelig taget Corona-hensyn. P.t. skal man møde med corona-pas eller en gyldig test”, pointerer formanden.

Foreningen opfordrer nye interesserede til at møde op til Åbent Hus 18. august kl. 13 – 16 i Fritidscentrets sidebygning med indgang fra Jernbanegade. Her er der mulighed for – ganske gratis – at prøve seniordans. Desuden giver foreningen kaffe – te og kage, og du kan få en god snak om, hvordan du får mest ud af seniordansen. Kom alene eller tag gerne en ven eller veninde med, lyder opfordringen.

“Seniordans giver livsglæde og gode muligheder for socialt samvær”, slår Maja Davidsen fast.

Foreningen blev stiftet 10. maj 2017

 

Program for sæsonen 2021 / 2022

Mandag kl. 11.00-13.00 – øvede seniordansere – start 6. september – Rounddans i Fritidscentrets sidebygning

Mandag kl. 14.00-16.00 – begyndere og let øvede – start 6. september – Seniordans i Fritidscentrets sidebygning

Tirsdag kl. 14.00-16.00 – begyndere og let øvede – start 7. september – Seniordanse i Cafeen på Vorup Plejehjem

Onsdag kl. 10.00-12.00 – øvede – start 8. september – Seniordans i Fritidscentrets kongressal