”Hos os må det gerne være lidt vildt og naturligt,” siger centerlederen hos Kyst- og Fjordcenteret, Carsten Enemark. Derfor er de meget glade for at modtage en donation på 107.000 kroner fra Salling Fondene via Bilka Randers

 

Hos Fjordcenteret ved Naturpark Randers Fjord kommer alle helt tæt på den danske natur gennem aktiviteter, både i vand og på land. For her står du ikke og kigger på fra bredden – du skal have vaders på og ud i vandet, få beskidte fingre af at tænde bål eller opleve glæden, når du fanger din første fisk. For det at opleve naturen på egen krop er med til at give børn naturfortrolighed, og for at give endnu flere børn den mulighed, så har Salling Fondene doneret 107.000 kroner til Fjordcenteret, der ligger ved Voer Færgested. Donationen fra Salling Fondene skal blandt andet gå til opførelsen af en ny bålhytte, hvor det vil være muligt at tilberede dagens fangst over bål. At opleve hele processen, fra fangst til tilberedning, er en vigtig læring i naturfortrolighed. Derfor blev Carsten Enemark, der er centerleder hos Kyst- og Fjordcenteret, også meget glad, da han hørte om donationen:

”Vi er særdeles glade for den gavmilde donation, der vil være med til at skabe gode faciliteter og oplevelser for vores gæster, der gør, at de endnu lettere kan komme ud på egen hånd. Hos os må det gerne være lidt vildt og naturligt, men stadig under trygge rammer, og donationen giver mulighed for endnu flere af de oplevelser,” siger Carsten Enemark, der er centerleder hos Kyst- og Fjordcenteret.

 

Tættere på naturen

Randers Fjord er et område, der indbyder til oplevelser og aktiviteter, og samtidigt er der også rig mulighed for at blive klogere på den danske natur. Det er Bilka Randers, der har indstillet Kyst- og Fjordcenter Randers til at modtage donationen, så flere børn kan lære om områdets natur og få større naturfortrolighed. Jan Møller, der er varehuschef hos Bilka Randers, har oplevet fjordens natur og aktiviteterne på egen krop:

”Jeg har selv været ude hos Fjordcenteret, og det var en skøn oplevelse. At hoppe i vaders og gå ud i vandet til midt på maven. Det bringer folk tættere på naturen og giver viden om biodiversitet, fjorden, insekter og andre ting, der skaber større naturfortrolighed for både børn og voksne. Derfor er vi virkelig glade for, at donationen går til en bålhytte, hvor man kan runde dagen af, lave mad på bål og snakke om dagens oplevelser,” fortæller Jan Møller.

Fjordcenteret ved Voer Færgested ligger helt ned til Randers Fjord. Det er også her, at den nye bålhytte vil blive opført, og hvor man fremover kan lave mad, hygge sammen eller bare søge lidt læ. Fjordcenteret er et aktivitetscenter for hele familien, der arbejder ud fra princippet FNIS, der står for ”Fingrene ned i skidtet”. Derfor passer en bålhytte, hvor man selv står for maden, fra fangst til tilberedning, godt ind med Fjordcenterets øvrige aktiviteter, hvor børn kan få både våde sko, beskidte fingre og ny viden.

 

To millioner kroner til børn og unge

Donationen kommer fra Købmand Herman Sallings Fond, der i 2020 donerede i alt 2 millioner kroner via Bilka til 10 lokale projekter landet over, der alle har fokus på børn og unges sundhed og trivsel. Igen i år bliver der uddelt to millioner kroner til ni nye lokale projekter fra Salling Fondene, som skal hjælpe børn og unge til et sundere liv og bedre trivsel.

”Det er en stor glæde for os i Bilka at være med til at finde de helt rigtige projekter i lokalsamfundene, og til at give noget af overskuddet tilbage via donationerne fra Salling Fondene,” siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka. Alle projekterne er indstillet til Salling Fondene af Bilka-varehuschefer ud fra ansøgninger i Bilkas lokalområder.