Påske er for de fleste forbundet med familiefrokoster og masser af god mad. Men selvom højtiden bliver anderledes i år på grund af Covid-19, har ikke alle råd til eller mulighed for at fejre påske på den måde. Derfor donerer Bilka Randers i år overskudsmad og -varer til udsatte familier og værdigt trængende i Randers gennem Sct. Peders Kirke
Påskeferien nærmer sig, og selvom Covid-19 restriktioner spiller ind, så vil påsken for de fleste danskere betyde fridage og fejring af højtiden i den nære families skød med påskefrokost, påskelam og påskeæg i massevis. Men det er ikke alle, der har råd til eller mulighed for at holde en sådan påske.
Derfor donerer Bilka Randers op til påske i år overskudsmad og -varer til udsatte borgere i Randers gennem Sct. Peders Kirke. Kirken deler mad ud gennem en ’food bank’, der kører hele året, og maden og varerne deles ud til dem, der virkelig har brug for det. Både enlige og familier, der ikke kan få enderne til at mødes.
”Jeg ved, at det betyder rigtig meget for de her mennesker. Jeg har gæster her, som forklarer, at de har lovet deres barn en god fødselsdagsmiddag. Men når det er købt, er der til gengæld ikke råd til en gave oven i. Så sådan en pose mad, hvor der måske er lidt chokolade i, giver smil og løfter stemningen. Det er nærmest jul på ny for nogle af de her familier. Så det giver rigtig meget mening,” siger Irene Abildgaard, der er kirke- og kulturmedarbejder i Sct. Peders Kirke i Randers.
En hjælp til dem, der har brug for det
I Bilka Randers er de glade for at kunne støtte op om det arbejde, de udfører i Sct. Peders Kirke gennem deres ’food bank’.
”Vi er meget glade for at kunne støtte op om, at Sct. Peders Kirke deler mad ud til dem, der har behov for det i lokalområdet. Det er rart at tænke på, at de får mulighed for at hygge sig lidt med et godt påskebord, og at vi samtidig undgår madspild ved at donere varerne. Det er dejligt, at der er nogen, der får glæde af dem,” siger varehuschef Jan Møller.
Vil sprede glæde i hele landet
Hele 15 af Bilkas varehuse donerer overskudsvarer til værdigt trængende gennem foreninger og organisationer i forbindelse med påsken i år. Flere af varehusene har tidligere doneret lokalt op til jul, men det er første gang, Bilka donerer overskudsmad op til påske på kædeplan.
”Vi synes, det er naturligt, at vi forsøger at gøre en forskel i de lokalområder, vores butikker ligger i – og for de mennesker, der bor der. Derfor er det også naturligt, at vi prøver at hjælpe dem, der ikke har det så nemt, mens vi andre holder påskeferie. Samtidig er det overskudmad, vi donerer, så vi forebygger også madspild. Det gør projektet dobbelt meningsfuldt,” siger Mark H. Nielsen, direktør i Bilka.
Bilka donerer både varer, der har udløbsdato i lukkedagene omkring påske, og varer, de vurderer, de ikke kan nå at få solgt.
Om Bilka
Det første Bilka-hypermarked åbnede i Aarhus i 1970, og i dag er Bilka den eneste hypermarkedskæde i Danmark med i alt 18 Bilka og 1 A-Z varehus fordelt over hele landet. Bilka hypermarkedskæden er 100 procent danskejet og en del af Salling Group, som siden 2017 har været ejet af Salling Fondene. Det betyder, at alt overskud i Bilka enten investeres tilbage i forretningen eller tilbage til samfundet i form af donationer via Salling Fondene.