Med bare en enkelt spillerunde tilbage af Superligaens grundspil kæmper fire hold stadig med om de to sidste pladser i top-6, som giver en billet til mesterskabsspillet.

Randers FC ligger lige nu bedst placeret med 29 point, Sønderjyske og AaB er à point på 28, mens FC Nordsjælland står noteret for 26.

Dermed er der lagt i kakkelovnen til noget af en sidste runde, hvor holdenes målscore kan komme i spil ved pointlighed.

Her er Randers FC det bedste hold med en positiv målscore på ni mål, hvilket er fem mål bedre end FCN, ti bedre end Sønderjyske og 13 bedre end AaB.

Det får Vito Hammershøy-Mistrati, som mandag blev Randers-helt med en sen udligning mod rivalerne fra AGF, til at udråbe holdet som favorit til at komme i top-6.

– Det bliver et kæmpe puslespil i sidste runde, og selvfølgelig er vi favoritter, når vi ligger bedst af de fire hold, der kan nå med i top-6 før den sidste runde, siger han.

Randers møder dog FC København på hjemmebane, som Mistrati ser som den sværeste modstander i de fire holds sidste kampe.

– Vi har den sværeste kamp, men vi har okay muligheder, og vi skal simpelthen bare vinde den kamp mod FCK.

AaB spiller samme tid hjemme mod OB, som netop har udspillet sin chance for at komme i det fornemme selskab, mens FCN og Sønderjyske tørner sammen i en direkte duel i Farum.

/ritzau/