Landsindsamling, Stafet for Livet og mange andre frivilligaktiviteter er aflyst eller udskudt. Det afholder dog ikke Hanne Falk i Randers fra at bidrage til kræftsagen. Hun har fået en god ide: Coronafugle, der skal støtte kræftramte børn

 

Tomme dåser, ølkapsler, papir, kobber eller snor – alt kan bruges, når børn og voksne i Randers skal designe deres helt egen coronafugl. Idéen kommer fra Hanne Falk, der er frivillig i Kræftens Bekæmpelse og selv er billedkunstner.

Denne opfordring falder godt i tråd med arbejdet omkring verdensmålene, som Jennumparkens fritidshjem satte i gang onsdag 4. marts med den officielle åbning.

Der er ikke sket så meget siden, da Corona-krisen satte en stopper for dette arbejde på fritidshjemmet.
Fritidshjemmets skolebørn bliver i denne tid passet på skolen, og det planlagte arbejde med verdensmålene er for øjeblikket sat lidt på pause – men fritidshjemspersonalet griber også ideen og vil fremtrylle Coronafugle med fritidshjemsbørnene på skolen.

Corona-couple Connie & Curt

For førskolebørnene, som for tiden fornøjer sig på fritidshjemmet, var denne idé kærkommen.
Allerede inden nedlukningen havde børnene bragt en masse genbrugsmateriale med hjemmefra. Så det var oplagt at skabe Coronafugle af disse ting.

Laura, Ida, Rebecca, Miray og Anthon har arbejdet med at skabe ”Corona-couple Connie og Curt”.
Coronafuglene er designet  af Lone Fisker Jensen og skabt således:
Kroppene af lampeskærme, hovederne af yoghurtbægere, næbene af låg fra flydende vaskepulver, øjnene af skruelåg fra juiceflasker, benene af juiceflasker, Connies bryster af den ene ende af bearnaiseflasker, og fjer og vinger har børnene klippet ud af ugeblade, hvor de har brugt deres hænder som skabeloner. Læg også mærke til Connies ”Corona-klip”

Skabelsesprocessen har været sjov at arbejde med, og det har udløst mange grin fra både børn og voksne.

Onsdag 6. maj blev ”Corona-couple Connie & Curt” flyvefærdige og forlod reden på Jennumparkens fritidshjem. De ville tættere på byen og har nu bygget bo i Galleri-Randers.

Coronafuglene kan enten sendes eller indleveres i Galleri-Randers, Vester Kirkegade 14, 8900 Randers C.

Fernisering og salg af fuglene er planlagt til engang før sommerferien og vil blive annonceret. Salget går ubeskåret til kræftramte børn. Hospitalsklovnene får pengene doneret, så de fortsat kan sprede glæde blandt kræftsyge børn, der er indlagt på sygehuset.