“Kære hundeven, her må du gerne smide din pose”. Udsagnet står skrevet på en stak nye klistermærker, som Randers Kommune er i gang med at dele ud til borgerne

 

Kommunen håber, at borgerne vil sætte klistermærkerne på deres skraldespande for at hjælpe hundeluftere med at holde fortovene fri for hundeposer fyldt med hundelorte.

Uddelingen af de nye klistermærker til skraldespandene sker i forbindelse med Randers Kommunes årlige uddeling af grønne poser til organisk affald:

“Alle husstande, der har en affaldsspand placeret ved et fortov, har nu mulighed for at begrænse mængde af hundeposer i gadebilledet. Vi håber, at borgerne vil sætte klistermærkerne på deres skraldespande. Det er en enkel og nem måde at være fælles om holde nabolaget rent og pænt,” siger Allan Asp Poulsen, sektionsleder for Affald & Genbrug i Randers Kommune.

 

Fælles indsats

Per Kragelund Christensen er initiativtager til facebookgruppen “Randers rydder op.” Gruppen er en frivilliggruppe, der samler henkastet affald i Randers Kommune. Per Kragelund Christensen er selv hundeejer. Han har erfaring med, hvor der er efterladte hundeposer i Randers:

“Det er især i villakvartererne, at vi hundeejere mangler affaldsspande, hvor vi kan komme af med vores hundeposer,” siger Per Kragelund Christensen, og tilføjer:

“De nye klistermærker er et godt initiativ. Hvis flere villaejere vil hjælpe hundeejerne med at komme af med hundeposerne, kan vi i fællesskab være med til at holde Randers renere til gavn for os alle sammen.”

 

Sådan får du klistermærker til din skraldespand
Hvis din affaldsspand står så tæt på et fortov, hvor det giver mening for hundeluftere at bruge din spand, får du udleveret et klistermærke sammen med de grønne poser til organisk affald. Har du ikke fået et, kan du hente det i Borgerservice eller på en af kommunens genbrugspladser.