I det kommende skoleår investerer vi mere end 22 millioner kroner til flere voksne ude i klasserne, som tildeles folkeskolerne i Randers Kommune.
Visionen er, at vi ønsker en skole for alle. Vi ønsker, at alle børn – også børn med særlige behov og de meget dygtige – skal have mulighed for at være en værdifuld del af fællesskabet i folkets skole.
Udviklingsprojektet ”Skolen for alle” har vist, at der er et stort behov for at understøtte undervisningspersonalet på almenskolerne.
Der er ingen tvivl om, at det er personalet i skolen, som er altafgørende for, hvordan vores børns tid i folkeskolen bliver. Vi ved fra undersøgelser, at stærke fællesskaber mellem elev og lærer gør, at eleverne trives i højere grad. Elevernes trivsel ligger os meget på hjerte. Derfor er det afgørende, at vi investerer i mulighederne for at skabe gode relationer mellem elev og lærer, ved at give skolerne mulighed for to lærerordning, differentieret undervisning og mere tid til den enkelte elev.
Det kræver, at vi investerer i folkeskolen. Derfor har vi sammen med andre partier i byrådet valgt, at investere 92 millioner kroner til flere voksne i almenskolen.
I det kommende skoleår har vi valgt at fordele de mere end 22 millioner kroner blandt de 19 folkeskoler således:
- 50 procent sker på baggrund af skolens elevtal.
- 50 procent på baggrund af de socioøkonomiske forhold.
På den måde giver vi både skoler med mange børn i klasserne og skoler, som har ekstra behov for at kunne give børnene en ekstra hånd i ryggen, en håndsrækning.
Vi er gået nye veje, og det betyder, at vi nu har mulighed for at investere i folkets skole – i børnene, vores fremtid og i skolens rammer.
Lise-Lotte Leervad Larsen og Pia Moldt (medlem Skole og Uddannelse), Steen Bundgaard (formand Skole og Uddannelse), Byrådsmedlemmer for S