Nu kører hele Danmark atter motocross

 

Danmarks Motor Union har – men selvfølgelig med corona- restriktioner, der alle skal opfyldes -givet klubberne lov til at træne på deres baner. Og den melding vakte selvfølgelig glæde hos Randers Motor Sport, RMS, og formand Jan Hvam og hans mange kørere på Honda Park.

RMS har mistet omkring 10.000 kr. om ugen i manglende indtægter fra kørere fra andre klubber, der ønsker at træne på den særdeles populære bane i Randers.

I modsætning til tidligere år har RMS ikke store internationale arrangementer i 2020.

”Man kan sige, at det er lidt held i uheld, at vi i år ikke skal lægge anlæg til de store løb, som vi plejer. Et stort løb eller flere ville have givet problemer, da vi ikke grundet corona-restriktionerne ville kunne nå at arrangere et stort løb” siger Hvam, der trods de manglende indtægter ser lyst på fremtiden, der overraskende og for RMS skuffende heller ikke på DMU-planen omfatter en DM-afdeling – hvis DM da i det hele taget afvikles.

”Vi har selvfølgelig også haft mindre udgifter ved, at banen ikke har været brugt, men forsikringer, regninger osv. skal jo stadig betales. Danmarks Idræts-Forbund har nogle pakker, hvor vi kan søge om midler, hvis vi får brug for det. Vi er nu en sund klub og skal nok klare den,” lover Jan Hvam, der sammen med bestyrelsen fik travlt, da muligheden for genåbning blev mulig.

”Vi har arbejdet på højtryk for at kunne opfylde de forskellige krav fra sundhedsmyndighederne,” siger RMS-formanden.

Det vigtigste af sundhedsmyndighedernes krav er, at der kun må være 10 kørere på banen ad gangen, kun være 30 kørere i ryttergården samt en enkelt medhjælper og så de RMS-folk fra klubben, der er nødvendige for, at træningen kan afvikles. Og så ellers adgang forbudt for alle andre.

Endelig er der corona-opdelt ryttergård med fem til otte meter mellem bilerne.

114 vil ud at køre

For at få styr på tingene, skal man ved ankomst stoppe ved race office og blive krydset af på listen. Når 30 kørere er inde, bliver porten lukket. Dette er gældende for kørere, der har licens hos RMS – og gældende mindst til 10. maj. Tilmelding til træning for de to grupper, som alle klubbens kørere er delt op i, foregår på klubbens hjemmeside.

”Udfordringen har været, at vi har 114 kørere, der alle vil ud at køre heriblandt elitekørere, der gerne skulle kunne træne mere, men vi har været nødt til skære alle over en kam – alle skal have mulighed for at komme ud at køre, fastskår formand Hvam, der er fortrøstningsfuld med hensyn til fremtiden.

”Alt det her skal vi nok klare, når bare vi kommer ud at køre igen. Vi håber så, at der efter 10. maj igen bliver nogenlunde normale driftsmuligheder,”  siger Jan Hvam, der dog undrer sig over de regler, der er pålagt de danske motocrossklubber.

”Vi må være 30 kørere i ryttergården og 10 på banen ad gangen, men i Bilka f eks. må der være over 2.000 mennesker i en lukket bygning. Skriger det ikke lidt til himlen. Vi er nu bare glade for at kunne køre igen, og så må det hele komme stille og roligt hen ad vejen,” slutter formanden, der glæder sig over igen at kunne høre lyden af motocrossmaskiner på Honda Park.