Østjyllands Politi var onsdag ekstra til stede på de østjyske gader efter de nye regler, der indebærer, at blandt andet restauranter, beværtninger, frisører og flere butikker skal holde lukket, og at man ikke må forsamle sig i grupper på 10 eller flere. Generelt mødte betjentene stor forståelse for reglerne, og langt størstedelen af de erhvervsdrivende havde allerede lukket ned.
Politiet fik i løbet af onsdag 23 henvendelser fra borgere i relation til de nye regler. 19 af henvendelserne var fra Aarhus, mens der kom tre fra Randers og en enkelt fra Grenaa. Henvendelserne handlede blandt andet om cafeer, værtshuse, frisører og spillehaller, der holdt åbent og om større grupper, der var forsamlet. I flere af tilfældene var der dog ikke behov for vejledning fra politiet, enten fordi det viste sig, stederne allerede var lukket ned, eller fordi der var tale om en misforståelse.
I Aarhus blev seks erhvervsdrivende vejledt om at lukke, og fire gange blev en gruppe på mere end 10 personer vejledt om at opløse sig i mindre grupper. Alle vejledninger blev fulgt og gav ikke anledning til yderligere fra politiets side.
Østjyllands Politi vil også i løbet af torsdag gå rundt i gaderne for at observere og tage en snak med dem, der er i tvivl om de gældende regler – der henvises i øvrigt til de vejledninger, der ligger på coronasmitte.dk