Aflastnings- og vågetjenesten i Randers mangler frivillige til at holde en hånd og give tryghed, når livet bliver tungt eller er ved at ebbe ud

 

”Ingen skal dø alene”. Det kan de fleste blive enige om, og for de frivillige i vågetjenesten er det netop det udsagn, der får de fleste til at kaste sig over det frivillige arbejde som vågekone.

Aflastnings- og vågetjenesten i Randers er en 26 år gammel menighedspleje, ledet af en bestyrelse, økonomisk støttet ved en samarbejdsaftale med Randers Søndre Provsti.

“Det handler om at være tilstede og om at give et menneske, hvis liv snart er forbi, tryghed og ro til at dø. Ingen skal dø bange og alene, og det kan nærværet fra et andet menneske forhindre – også selvom det er et fremmed menneske, der sidder ved din sengekant”, siger Uffe Hansen og Anne-Lise Andersen, der er koordinatorer for tjenesten i Randers.

Vågekonerne bliver oftest brugt i de sene aften- og nattetimer, hvor de giver den døende tryghed og aflaster de pårørende. Netop derfor er der brug for flere til at løfte opgaven!

“Det er egentlig meget forskelligt, hvor ofte der er brug for os. Når vi har mest at se til, så kan vi eksempelvis være af sted hver aften og nat i et tre-dages forløb (uge forløb). En vagt er typisk af fire timers varighed, og så afløser vågerne hinanden. Det sker, men ikke så ofte, at vi har flere vågeopgaver på samme tidspunkt”, lyder det samstemmende fra koordinatorerne.

“… men det vil vi også gerne kunne honorere, men det kræver en solid trup af vågere”.

I Randers Kommune bruges vågetjenesten både på plejecentre, hospice og i private hjem.

“Vi mærker en stigende efterspørgsel og erfarer desværre, at vi er for få aktive vågere. Derfor vores opråb”, siger koordinatorerne.

Vågetjenesten vil gerne op på 15-20 frivillige, og der er ikke andre krav, end man er almindelig medmenneskelig, og at man er afklaret med døden, siger Uffe Hansen, og tilføjer, at mænd også er velkomne i tjenesten.

 

Yderligere oplysninger om Vågetjenesten ved koordinatorerne, tlf. 8642-5204, www.aflaster.dk