Børnene i Jennumparkens Fritidshjem har godt gang i arbejdet med bæredygtighed. Også ti andre verdensmål er sat på dagsordenen

 

Dåser, glas, plasticbøtter får nyt liv i Jennumparkens Fritidshjem. Børn, personale, forældre og andre fra lokalområdet bakker op om fritidshjemmets genbrugsværksted.

“Gode vaner begynder hos børnene. De er vores fremtid og skal have de gode vaner ind så tidligt i livet som muligt. Derfor giver det også god mening på et fritidshjem, at arbejde med bæredygtighed og verdensmål,” siger institutionsleder Birgitte Sørensen.

Velvidende at det aldrig er et projekt, som slutter, er der fra denne uge og i løbet af foråret planlagt en lang række aktiviteter, der skal skabe glæde i lokalområdet og samtidig gøre en lille forskel globalt i det store klimaregnskab.

“Vi har udvalgt 11 af de i alt 17 verdensmål og har udarbejdet en drejebog for, hvordan vi kan arbejde med de forskellige mål. Udgangspunktet er børns og familiers dagligdag i lokalområdet, ” fortæller Birgitte Sørensen.

 

Verdensmål

Allerede i efteråret besluttede Jennumparkens Fritidshjem at arbejde ud fra Verdensmålene – så begejstringen var stor, da Byrådet i januar besluttede at hele Randers skulle gøre det samme.

“Det giver god mening for os at arbejde med verdensmålene i vores dagligdag. Det er børnenes fremtid, men vi voksne skal selvfølgelig også tænke os om. Og vi skal give de gode vaner videre”, fortæller institutionsleder Birgitte Sørensen.

“Allerede dagen efter vi præsenterede det her for børnene, havde de første tom emballage med hjemmefra, som vi skulle  bruge. Det vidner også om opbakning fra forældrene”, siger hun.

 

Planter træer

Eksempelvis arbejder fritidshjemmet med “verdensmål nr. 15 – Land og by” og “verdensmål nr. 11 – Bæredygtige byer”. Børnene har forskellige materialer med hjemmefra, som de giver nyt liv på genbrugsværkstedet. De ældste piger i juniorklubben laver gaveæsker ud af gamle vægkalendere. Æskerne bliver allerede nu solgt i Føtex på Mariagervej, hvor der også lørdag 16. maj er arrangeret en særlig klimadag. Her vil børnene selv sælge blandt andet æsker og verdensmålsarmbånd. Jennumparkens Børnekor vil desuden optræde med den nye verdensmålssang ’17-0 til Randers’, der har tekst af den lokale Edward Broadbridge.
Pengene fra salget går til at købe træer, der skal plantes på Nordre Fælled. Her har Skov- og Naturstyrelse doneret et stykke jord til formålet.

“Vores mål er, at der med tiden vil blive en lille skov, som både kan bruges rekreativt, samtidig med at der kommer flere træer til både at optage CO2 fra luften og sikre rent grundvand”, siger Birgitte Sørensen.

Lige nu har fritidshjemmet samlet nok penge til 26 træer, som skal plantes i fællesskab med forældre, børn og personale.

Fra onsdag 25. marts laver Jennumparkens Fritidshjem også byttebørs med legetøj den sidste onsdag i hver måned.

“Det er fantastisk at opleve, hvor godt samarbejdet i lokalområdet kan være med til at gøre en forskel,” siger institutionslederen.

Randers Byråd besluttede i forbindelse med budget 2020-2023, at der i Randers kommune fremover bliver sat fælles fokus på FN’s verdensmål. Målet er, at alle i kommunen rækker efter verdensmålene og kender målene.

 

Godt i gang

Den officielle start med arbejdet omkring verdensmålene blev skudt i gang onsdag 4. marts på Jennumparkens fritidshjem.

Børnene så en film om den globale opvarmning, hvor de forskellige problematikker i filmen blev fulgt op og forklaret af de voksne.

De forskellige aktiviteter, der er arrangeret i forhold til verdensmålene blev gennemgået for børnene, og i første omgang lægges der vægt på bæredygtighed.

Der gribes fat i genbrug og børnene blev opfordret til at tage dåser, glas og plasticbøtter med hjemmefra, så tingene kan få nyt liv i genbrugsværkstedet.

“Når børnene fortæller gode historier om, hvordan de arbejder med affaldssortering i deres familier og samtidig kommer med ting til genbrugsværkstedet, belønnes det. Der gives bolde, som samles i rør”, fortæller Birgitte Sørensen.

“Der er tre forskellige farver, som er rød til 5 kr., gul til 10 kr. og grøn til 20 kr. – så på denne måde visualiserer vi resultatet for børn og forældre”.
Der var allerede belønning ved starten – et par af de voksne og to af pigerne smed bolde i røret, da de har vist kreativt initiativ i forhold til arbejdet med verdensmålene. De penge, der kommer ind, skal bruges til køb af træer.

 

Folkemøde

Jennumparkens Fritidshjem vil også medvirke ved det store folkemøde, der er annonceret fredag 29. maj på Jens Otto Krags Plads. Her vil de præsentere deres arbejde.

“Børnene vil sælge genbrugsting og blandt andet æsker og armbånd, som de har lavet her i løbet af foråret. Vi vil med en powerpoint præsentere vores arbejde og koret vil også synge sange om klimaet”, fortæller Birgitte Sørensen.

Arbejdet med verdensmålene har også givet god genklang hos personalet, der føler en helt ny energi og entusiasme, som de giver videre til børnene.

“Men vi skal gøre det på en måde så børnene kan forstå det og ikke bliver skræmt. Men vi prøver at motivere dem og holde dem til ilden”.

 

Affald og fremtiden

Jennumparkens Fritidshjem skal også være med til “Fridas Fødselsdag” – et formidlingsforløb under Affaldsskolen. Her får børnene 26. marts besøg fra affaldsterminalen og de kommer også på besøg derude. Gennem en legende og dialogbaseret historiefortælling arbejder Affaldsterminalen sammen med børnene om affald og udvider deres begrebsverden og materialekendskab. Børnene skal blandt andet lære at sortere rengjort plastemballage og lege fangelegen “Skraldehelten og det flyvende affald”.

Birgitte Sørensen sætter ikke udløbsdato på arbejdet med verdensmålene og fortæller, at arbejdet vil fortsætte så længe det giver mening. Planen er når dette forløb er færdigt, at der kan arbejdes med bæredygtighed og klimatiltag ude i verden, hvor de også er hårdt ramt af klimaforandringerne – blandt andet i Afrika.