Ud af de godt 89.000 gæster, der er gået gennem dørene i Randers’ gamle elværk det forgangne år, har knap 84.000 af dem været forbi for at få nye kulturelle oplevelser. Det er det højeste antal kulturgæster i Værkets historie og en udvikling helt i tråd med musik- og teaterchefens målsætning
Det er ganske enkelt det overordnede mål, som musik- og teaterchef på Værket, Mikael Qvist Rørsted, arbejder ud fra. Derfor er han da også ganske glad for de dugfriske besøgstal for 2019, der viser, at året bød på det største antal kulturgæster i det kronjyske musik- og teaterhus’ historie.
“Det er skønt at se tilbage på 2019 som et år med nogle positive tendenser i tråd med det, vi til dagligt arbejder ud fra: Flere glade kulturgæster på Værket og Turbinen. Så det er bestemt en glædelig nyhed”, siger han.
Værket – og det tilhørende spillested Turbinen – tog i alt imod 83.800 gæster fordelt på 245 forskellige kulturelle arrangementer i 2019. Det er mere end 12.000 flere gæster end året inden, og over 10 procent mere end gennemsnittet for de seneste ti år.
Koncerter, comedy og foredrag i fremgang
Det er især inden for koncerter på Værket og Turbinen i genrerne jazz-, rock- og rytmisk musik, der er stor fremgang. Her er antallet af besøgende steget med 37 procent fra godt 32.000 i 2018 til over 44.000 i 2019.
Storsælgende koncerter med internationale stjerner som Supertramps Roger Hodgson, Jethro Tull, Tedeschi Trucks Band og svenske Lisa Ekdahl har været nogle af årets store trækplastre, og så har en helt ny (gammel) scene også været med til at bidrage til et større antal gæster til årets arrangementer.
Værkets udendørsscene, Amfiscenen, genåbnede nemlig i 2019 efter flere år uden aktivitet. Scenen var hjemsted for blandt andet på store udendørskoncerter i Randers Festuge med navne som Hjalmer og Lars Lilholt.
Comedy tiltrak også et større publikum til Værket og Turbinen end nogensinde før. Mere end 10.000 grinebidere morede sig over komiske kraftpræstationer fra kanoner som Anders Matthesen, Frank Hvam og Mick Øgendahl, Thomas Warberg, Martin Nørgaard og comedy-/velgørenhedsshowet, Grin – i en god sags tjeneste med Jan Gintberg i spidsen.
En af de seneste års tendenser er en stigende interesse i foredrag. Flere foredragsholdere melder sig på banen, og publikumsinteressen følger med. Fra 2018 til 2019 er antallet af foredragsgæster mere end fordoblet og ligger på 5.400 – det højeste nogensinde på Værket.
“De nye besøgstal peger på, at vi har truffet nogle gode beslutninger i løbet af de seneste par år. Men der er altid plads til forbedring, og områder hvor vi fortsat skal arbejde hårdt og blive ved med at tænke nyt i forhold til at appellere til så mange som muligt”, siger Mikael Qvist Rørsted.