Fredag 21. februar fylder Enghøj Kirkes børnekor og klub 25 år, og det bliver fejret med en catwalk

 

Børne- og ungdomsarbejdet blev, lige fra Enghøj Kirke blev bygget, prioriteret højt i visionerne for sognet. Mogens Breiner Henriksen havde i sin tid i Sct. Clemens Kirke sammen med sin kone, Lena, opbygget en stor børneklub. Erfaringerne herfra blev grundlaget for Club Enghøj, som klubben hedder i dag. Siden starten 23. februar 1995 med 35 fremmødte børn har der hver fredag eftermiddag været rigtig mange børn i alderen 4-14 år, som har været med i klubben.

Hver gang samles man først i rundkreds i sognegården til bibelfortælling, sang og bøn. Helt fra begyndelsen har kirkens organist Britta Nedergaard Hansen været leder for klubben sammen med skiftende præster og kirke- kulturmedarbejdere samt mange frivillige.

Hovedhjørnestenen i Club Enghøj er de to årlige musicals. Bibelfortælling gennem sang, musik, dans og skuespil. Hvert år opføres julemusicalen ”Betlehemsstjernen” i begyndelsen af december, og i april opføres skiftende musicals om bibelske personer for eksempel Peter, Paulus, David, Josef, Jonas, Ruth, Zakæus osv.

Tre gange har ansatte og frivillige ledere i Club Enghøj sat sig sammen og skrevet en helt ny musical fra bunden, musicals om Peter, Den fortabte Søn og Zakæus. De to sidste med nykomponeret musik af Tomas Bang.

Det kræver mange frivillige at få en musical op at stå. Gennem årene har mange givet en hånd med at lave kulisser, sy og designe meget flotte dragter, stille scene op m.m. Denne opbakning er guld værd og skaber sammenhold og tilknytning til kirken for mange, og er en vigtig hjælp for lederne i klubben.

 

Fejring af dagen

25 års fødselsdagen fejres fredag 21. februar klokken 16.45-17.30 med en catwalk i Club Enghøj, hvor børnene, som går i klubben nu, vil vise mange af dragterne fra vores musicals, synge et par sange og vise et par danse. Arrangørerne håber at se rigtig mange af de børn og hjælpere, som har været med i kortere eller længere tid i klubben gennem de sidste 25 år.