Ved den anden sommerkoncert i Sct. Mortens Kirke er det kirkens organist Christian Præstholm som sætter sig til tangenterne med musik af Leif Kayser, Niels Viggo Bentzon og Marcel Dupré tirsdag 2. juli
Første del af koncerten er helliget to danske komponister, der begge kunne fejre deres 100 års fødselsdag i år.
Niels Viggo Bentzon var en eminent musikalsk begavelse. Som oldebarn af danske guldalderkomponist J.P.E.Hartmann var han del af Danmarks største musikerslægt, og han blev Danmarks måske mest produktive komponist, som i årene 1939 til sin død i 2000 skabte mere end 650 værker. I en periode på 20 år udfoldede han sig hyppigt indenfor fluxus og happeninglignende udtryksformer. Og det var med til at gøre ham til den mest kendte komponist inden for den danske samtidsmusik
Ved koncerten spiller Præstholm hans allerførste orgelværk Præludium, Intermezzo og Fuga. Et værk i den barokke formtradition, og fra en periode hvor der spores megen indflydelse fra Carl Nielsen.
Leif Kayser’s karriere som komponist og musiker var usædvanlig. Ind på konservatoriet som 17-årig med klaver, orgel, musikteori og instrumentation. Uropførelsen af hans 1.symfoni skabte stor opmærksomhed, og forventningerne til den unge usædvanlige begavelse voksede. Alt tegnede til, at Danmark havde fået en værdig afløser for Carl Nielsen.
Men Leif Kayser var overraskelsernes mand. Han forsvandt! – d.v.s. han rejste til Rom for at læse filosofi og teologi for at blive præst. Hjemme igen i 1949 blev han præsteviet og ansat som ved Sct. Ansgars Kirke., hvor han virkede de næste 15 år. Men også i disse år komponerede han – meget endda. Symfonier, 4 i alt, et Te Deum, et Juleoratorium, en masse orgelmusik. Ved koncerten spiller Præstholm spiller hans Toccata sopra Ave Maria, komponeret i 1980.
En improviseret symfoni
Koncerten slutter med Symphonie-Passion af den franske organist og komponist Marcel Dupré, en symfoni i fire satser, som i første omgang opstod som improvisation for senere at blive nedskrevet og udgivet.
Under Dupré’s første koncertturne til Amerika i 1921 gav han en koncert på det store seks-manualers orgel i Wanamaker Auditorium, Philadelphia. Improvisationen blev til på baggrund af fire gregorianske temaer, og den fik en så overvældende modtagelse af publikum, at Dupré umiddelbart efter besluttede at udarbejde en nedskreven version. Der skulle dog gå nogle år, før han fik tid til at færdiggøre nedskrivningen, og først i 1924 fik den sin ”førsteopførelse” i Westminster Cathedral i London.
Hver af symfoniens fire satser beskriver et tidspunkt i Kristi liv: 1.Verden i forventning om frelseren, 2. Fødslen, 3. Korsfæstelsen, 4. Opstandelsen.
Det er stor symfonisk, og rytmisk medrivende musik. Fra førstesatsens urolige, rastløse rytme, der med dissonerende akkorder i stadigt skiftende taktarter skildrer menneskets angst og uro. Over skildringen af Maria som våger over sin nyfødte søn og hyrdernes marcheren mod stalden. Derpå følger den dramatiske sats, Korsfæstelsen, som skildrer de dystre og skæbnesvangre begivenheder langfredag med hovedvægten lagt på den tunge vandring mod Golgata. Inden den sejrrige sats, Opstandelsen, hvor musikken udvikler sig i et langt crescendo mod et gigantisk klimaks. Kulminationen er en serie af ikke mindre end 60 store akkorder, der slutter satsen, og værket, af i triumf som billede på den opstandne Kristus.
Der er fri entré til koncerten.
