Sygehusmuseet på Regionhospitalet Randers byder alle interesserede indenfor til 25-års jubilæum på lørdag 27. april
Alle borgere er velkommen til at kigge forbi sygehusmuseet og opleve eller genopleve hospitalet fra 1950’erne og frem til i dag, når museet fejrer 25-års jubilæum lørdag 27. april fra kl. 10-16.
Museet er landets største sygehusmuseum, og huser et væld af forskelligt udstyr, der blev brugt på hospitalet i 1950’erne og frem.
Man kan rejse tilbage i tiden og se, hvordan hospitalets behandling og bygninger har udviklet sig gennem årene. Man kan opleve 21 forskellige hospitalsafdelinger og se det udstyr, lægerne og sygeplejerskerne brugte i behandling af patienterne. Gå på opdagelse i lægens bibliotek, kig i medicinskabet og i gamle skrivelser. Få en snak med de frivillige på hospitalet om arbejdslivet på hospitalet i gamle dage.
“Vi håber, at rigtig mange har lyst til at komme forbi og opleve en del af vores historie, der udfolder sig her på museet. Vi glæder os til at vise frem for borgerne og fortælle om, hvordan museet har taget form i løbet af 25 år. Og så byder vi gerne på kaffe”, siger Knud Larsen, museumsmedarbejder og tidligere håndværker i Teknisk Afdeling.
Museet blev i 1994 etableret i hospitalets ubenyttede 400 kvm. kælderrum, der var beregnet som nødhospital. I dag er samtlige kvadratmeter udnyttet takket være indsatsen fra de frivillige museumsmedarbejdere, der er tidligere ansatte på hospitalet. De har gennem årene samlet udstyr til museet bl. kasserede instrumenter, apparatur, bøger, undervisningsmaterialer til udbygning af museet.
Arrangementet er gratis, og der vil være forfriskninger til gæsterne. Hospitalsmuseet er i hospitalets kælder ved Indgang A, Skovlyvej 15.