For syvende år i træk arrangerer McDonalds Paderup og Randers Storcenter et moderne børneloppemarked med tanken: ”Børn hjælper børn”. Og traditionen tro afvikles det den sidste søndag i juni
Denne søndag vil 600 P-pladser foran centret være omdannet til et kæmpe marked, hvor børnene er sælgerne. Alle børn er velkomne til at købe og sælge brugt legetøj og øve sig i kunsten som købmand.
Dette arrangement sker i et tæt samarbejde for at bakke op omkring lokale tiltag, og 2nd Toy Days formål er at donere til velgørenhed. I de tidligere år er donationen fra denne dag gået til Ronald McDonald´s Børnefond – i alt omkring 135.000 kroner.
Pengene fra 2nd Toy Day går i Randers Storcenters Velgørenhedspulje, som er en pulje, alle i dækningsområdet kan søge.
Formålet er at gøre lokale børn glade! Foreninger, skoler og andre, der enten frivilligt eller professionelt arbejder med børn, kan ansøge puljen.
Tilmeldingen er startet
Har man lyst til at prøve at være sælger for en dag og tjene lidt lommepenge til sommerferien, er her en super mulighed. Så kan man samtidig få ryddet op i sine gemmer. Man skal være et barn og under 14 år for at kunne få et næringsbrev, og det er kun varer fra hjemmet man må sælge – ikke madvarer. Hver familie kan kun booke én stand, som er to parkeringspladser. Familiens bil kan stå på ”standen”, og der må gerne medbringes borde, stole, telte m.m.
Standprisen betales ved tilmeldingen. Det sker via Randers Storcenters hjemmeside eller via centrets Info-bod på Centertorvet. Efter tilmeldingen får man tilsendt et ”næringsbrev” hvor også stand nr. står på. Standene sælges efter først til mølle princippet, og der er kun plads til i alt 200.
Dette sker på dagen
Alle boder åbner klokken 10, og så er salget i gang. Hen over dagen vil der være forskellig underholdning på pladsen, og en del maskotter kommer forbi og hilser på alle børnene.
Når salgsboderne lukker klokken 15, kan man aflevere de resterende ting (hvis man vil) til velgørenhed, og i år er det Mødrehjælpen i Randers, der står klar til at overtage de overskydende ting. Når man donerer tøj og legesager til Mødrehjælpen, sørger man ikke blot for, at en familie kan købe børnetøj og ting til lave priser. Pengene, som kommer ind ved salget, går til Mødrehjælpens indsatser for børnefamilier og gravide. Man bidrager altså til, at Mødrehjælpen eksempelvis kan give rådgivning eller julehjælp til familier, som har brug for støtte.
Datoen for loppemarkedet i år er 30. juni