Randers Østre Rotary tilbyder gratis matematikundervisning til børn fra 5.-10. klasse, og tilbuddet er en succes. Hver anden onsdag møder en lille snes børn frem og får matematikken ind under rolige forhold

 

Hver anden onsdag mellem klokken 17.00 og 19.00 mødes 15-18 børn til matematikundervisning i Rotary Huset. Det er i Odinsgade 14A over for Regnskoven og ved siden af Randers Kommunes Borgerservice. Det er frivilligt at deltage, og det er gratis.

Undervisningen er et tilbud til alle børn fra 5. til 10. klasse, som ønsker at blive bedre til matematik. Det er fjerde år, at Randers Østre Rotary Klub har dette tilbud til skolebørn i Randers, og søgningen er stor.

Nogle elever har det svært med den uro, som der kan være specielt i store klasser i folkeskolen. Det kan betyde, at de har svært ved at koncentrere sig i timerne, og så kommer de bagud. Andre har mistet selvtilliden og kan ikke komme ud af rollen som stille pige eller stille dreng, og atter andre er dygtige men mangler udfordringer i timerne i folkeskolen. Rotarys skolestue er et tilbud til alle, som ønsker at blive bedre til matematik.

 

Alle kan være med

Undervisningen varetages af Therese Malene Nielsen, som tidligere har undervist på Rismølleskolen og nu underviser i matematik nu på lærerseminariet.

“Jeg forsøger at rette undervisningen mod den enkelte,” fortæller Therese Nielsen og fortsætter:

“Det betyder, at alle kan være med uanset hvilket niveau, de er på. De får opgaver, som passer til deres niveau, og hver enkelt får den opmærksomhed, som de har brug for.

Derfor har Therese opgaver med, som passer til alle niveauer, og det gør, at det er muligt at undervis en flok, som er vidt forskellig i alder og klassetrin.

“Vi tilbyder ro i klassen og opmærksomhed til den enkelte, og det er dejligt at se, at elever, som føler sig rigtig skidt kørende, når de kommer her første gang, får selvtillid til at klare sig bedre – også når de er tilbage i folkeskolen igen,” siger Therese Nielsen.

 

En broget flok

Rotaryklubben stiller lokaler til rådighed, betaler læreren og serverer kaffe og sodavand i pausen.

“Vores tilbud er selvfølgelig ikke en konkurrent til folkeskolernes undervisning, men det er et tilbud til børn, som har brug for noget mere,” fortæller Poul Tarp fra Rotaryklubben.

Nogle af eleverne deltager, fordi de har brug for at få matematikken gennemgået en gang mere, andre ønsker bare at blive endnu bedre.

Nogle af eleverne kommer sammen med deres forældre, andre kommer alene. Der børn fra 5. klasse og hele vejen op til 10. klasse, og der er etniske danskere og anden generations indvandrere. Fælles for dem er, at det er søde børn, som stræber efter at skabe sig en fremtid i vores samfund.

Næste undervisning er onsdag den 24. april kl. 17.00-19.00, og alle er fortsat velkomne.