Det nye program for den kommende sæson på Randers EgnsTeater er nu på gaden med 24 forskellige voksenforestillinger og 9 familieforestillinger. Der bliver noget for enhver smag, og billetsalget åbner torsdag 2. maj
En af dem, der kommer til at sætte sit præg på den kommende teatersæson på Randers EgnsTeater, er den landskendte entertainer, komponist, musiker og forfatter Sigurd Barrett. Ikke blot kommer han i Randers Festuge og præsenterer sit 40 års jubilæumsshow ”En aften med Sigurd”, hvor publikum kan komme med en tur ned ad mindernes allé med masser af skøn musik og sjove anekdoter fra et langt liv på scenen. Han har også skrevet og komponeret årets juleforestilling for hele familien særligt til Randers EgnsTeater, ”Juleevangeliet – the musical”.
Det drejer sig om en musikalsk og morsom genfortolkning af selveste Juleevangeliet, og det har fået teaterleder Peter Westphael til at glæde sig en anelse mere til jul i år, end han plejer.
”Det er et kæmpe scoop, at Sigurd Barrett havde lyst til at skrive en juleforestilling til os. Og det er skønt, at han har kastet sig over intet mindre end selve grundhistorien for julen. Vi glæder os helt vildt til at komme i gang med at producere det her på teatret, for Sigurd har skrevet et stykke, der både er tro mod fortællingen, men samtidig er fuld af gode sange og den skæve humor, som er så karakteristisk for Sigurd Barretts tekster. Jeg er sikker på, det bliver forrygende,” siger Peter Westphael.
Sigurd Barrett skal dog ikke selv på scenen i december, hvor rollerne spilles af skuespillerne Lisbeth Knopper, Allan Helge Jensen, Sofie Alhøj og Caspar Juel Berg, mens Tom Lindby og Jacob Venndt er musikere.
”Juleevangeliet – the musical” er for alle fra fem år, den har premiere 29. november og spiller frem til jul.
Elvis-kabaret
Der er som altid fuld skrald på musikken i den årlige vinterkabaret, der denne gang henter sit musikalske indhold fra Elvis’ store bagkatalog af kæmpehits.
Dramatiker Jan Svarrer har skrevet stykket ”Viva Las Vegas” om livet på et lille, lidt søvnigt pladeselskab et sted i provinsen, hvor en meget Elvis-glad direktør prøver at holde sammen på resterne af sit pladeselskab. Pladedirektøren spilles af Kim Leprevost, mens Lone Rødbroe og Daniel Bevensee spiller hans ansatte. Musiker er Thomas Pakula.
At det lige er Elvis, der er blevet det musikalske udgangspunkt, er ikke tilfældig, fortæller Peter Westphael.
”Vi har jo lidt et særligt forhold til Elvis her i Randers med attraktionen Memphis Mansion, som folk fra hele verden kommer for at besøge. Jeg har i flere år haft lyst til at vække hans store hits til live på scenen. Og det er et virkeligt morsomt og rørende manuskript, som Jan Svarrer har lavet,” siger han.
“Viva Las Vegas” har premiere 6. februar. Herefter spiller den nogle uger på Randers EgnsTeater, inden den årlige forsamlingshusturné, der de seneste år har været støttet af Elro Fonden.
Masser af højdepunkter
Er man til underspillet humor af højeste karat, kan man godt glæde sig til oktober, hvor teatret får besøg af Bodil Jørgensen. I forestillingen ”Ryg” har hun kastet sig over sangene og monologerne, som skuespiller, komiker og trompetist Jørgen Ryg i sin tid udødeliggjorde i sin helt personlige og underfundige stil.
Til september bliver der mulighed for en noget anderledes teateroplevelse, når Randers EgnsTeater i samarbejde med Ulstrup Slot, præsenterer Det Flydende Teaters forestilling ”Danner” om den indflydelsesrige Grevinde Danner, der var gift med Kong Frederik 7. Forestillingen spiller på Ulstrup Slot den 17. september, og der er plads til 100 publikummer.
Det historiske kommer også under behandling, når Baggårdteatret med ”Jagten på det gode menneske” tager udgangspunkt i Randers-forfatteren Karin Michaëlis for at fortælle sin historie om et dramatisk 20. århundrede.
Når Randers EgnsTeater præsenterer sin egen ”Muren”, er inspirationen hentet i Berlinmuren og de mange menneskeskæbner, der blev berørt. ”Muren” spiller til marts 2020 som voksenforestilling men er også rigtig god at se sammen med sin teenager.
Af andre højdepunkter i den kommende sæson kan nævnes ”Modne damer i morgenkåber” med Sofie Stougaarrd, Ann Hjort og Pernille Schrøder samt musikforestillingen ”Troen og Ingen” med tekst og musik af den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss.
For børn og familier
Der bliver ikke kun masser af teater for de voksne. Også børn og deres familier kan få masser af gode scenekunstoplevelser i det kommende program. For de mindste er der blandt andet Randers EgnsTeaters egen ”Under mit træ” i februar 2020 med ensemble-skuespiller Nanni Lorenzen, der med sin poetiske og hyggelige forestilling tager de små med en tur gennem alle fire årstider.
Til marts gælder det de lidt større børn, når teatrets præsenterer endnu en egenproduktion i form af H.C. Andersen forestillingen ”Det er ganske vist” med ensemble-skuespiller Lisbeth Knopper og Pojken Flensborg som musiker.