Med sit foredrag ”Tal ordentligt eller luk røven” tager Abdel Aziz Mahmoud stilling til de sociale medier, shitstorms og digital dannelse. Det gør han torsdag 14. marts i Sct. Clemens Kirke

 

Abdel er pt. en af Danmarks mest fremtrædende og profilerede journalister. Foruden sin lange karriere på DR som blandt andet tv- og radiovært og redaktør, og tiden som udviklingsredaktør på Nordisk Film, er Abdel også forfatter.

Abdel har sammen med sin mor udgivet bogen “Fra Libanon til Lærkevej – Samtaler vi aldrig har haft” (2018), hvor de sammen fortæller om familiens historie.

I 2016 udgav Abdel sin bog ”Hvor taler du flot dansk!” og er siden blevet en betydningsfuld og opsigtsvækkende stemme i den offentlige debat – især anerkendt og vellidt som brobygger mellem den danske og arabiske kultur. Med sig selv som forbillede har Abdel nuanceret integrationsdebatten i diverse udsendelser, artikler og på sociale medier hvor han, alene på Facebook har 45.000 følgere.

Foredraget i Sct. Clemens kirke omhandler kommunikation. Kommunikation mellem mennesker er vigtig, og vi har alle et ansvar for at møde vores medmennesker med respekt. Den digitale udvikling går stærkt i disse år, men kan vi følge med? De fleste af os er aktive på de sociale medier i et eller andet omfang. Men hvad betyder det for vores evne til at aflæse et budskab korrekt og agere hensigtsmæssigt, når vi sidder på afstand af hinanden og kun har teksten på skærmen at forholde os til? Og hvad gør vi, når tonen pludselig bliver aggressiv? Med konkrete og nogle gange tragikomiske eksempler vil Abdel demonstrerer, hvordan man kan navigere i en overophedet debat på nettet.

Foredrag og debataften finder sted torsdag 14. marts kl. 19.00 i Sct. Clemens kirke og der tages entré.

I pausen byder Sct. Clemens kirke på en forfriskning.