Økonomiudvalget vedtog mandag aften et forslag fra Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om at friholde klub 85 for en besparelse på 200.000 kr.

”Jeg er glad for at fire partier i fællesskab har fundet en løsning og det glæder det mig at klub 85 kan fastholdes på nuværende niveau, på trods af en trængt kommunal økonomi” siger Borgmester Torben Hansen.

Din Avis var forbi Klub 85 i sidste uge for at tage temperaturen på humøret med besparelserne hængende over hovedet.

 

Der bliver grædt mange tårer i Klub 85

Fritidsklubben for udviklingshæmmede, Klub 85, er i fare for at måtte lukke. Med en besparelse på 200.000 kroner vil det ikke være forsvarligt at køre projektet mere

Atter en gang er det de handicappede, der må holde for, når der skal spares i Randers kommune. Det mener brugerne i Klub 85 i hvert fald, og det er ikke retfærdigt, siger de.

“Hvorfor er det altid de handicappede, de sparer på. Det er altid os, det går ud over”, siger en frustreret Christian Almbjerg der er kommet i klubben i otte år.

Han er rigtig ked af det, og ved ikke, hvad han ellers skal lave, da han kun har sine forældre i sit netværk.

Og det er noget, der gør sig gældende hos mange brugere af Klub 85. Stedet er et unikt samlingspunkt for den gruppe af borgere, der ellers ikke har andre steder at gå hen, når de får fri fra deres arbejde. Og det gør leder Vibbe Kastbjerg ked af det.

“Politikerne bør tænke på de udgifter, der vil komme til denne gruppe, hvis de kommer hjem og sidder i deres eget hjem. Så skal de samles op af ekstra personale på bostederne, og det koster også”, siger hun.

 

Brita: Hvor skal jeg ellers gå hen?

Det er tirsdag sidst på eftermiddagen. Hos Klub 85 på Stenaltvej i Dronningborg. I Aktivitetscenter Randers er aftensmaden så småt ved at blive tilberedt. Omkring i de små lokaler sidder medlemmerne og hygger sig med hinanden. En bærer rundt på børnenes Ulandskalender – den skal med hjem og hænge og åbnes hver dag indtil jul. Andre strikker og nogle får vendt dagens udfordringer med personalet, der altid står klar med knus, klem, et lyttende øre og en skulder at græde ud ved. For der er meget at græde over i denne tid. Politikerne i Randers har lagt op til, at der skal spares 200.000 kroner hos Klub 85 – det vil betyde at to ansatte skal skæres væk, og så er det svært at drive Klub 85, mener leder Vibbe Kastbjerg.

“Vi har et højt konfliktniveau, for vi er mange sammen på lidt plads. Og det kræver uddannet personale at håndtere. Ideen med frivillige og borgerguides er fin, men vi skal have erfarent personale, der ved, hvad de har med at gøre”, siger hun, da Din Avis kigger forbi.

Det mener en af medlemmerne også. Brita Munk, der er kommet i klubben gennem to-tre år ved, hvad hun snakker om – hun mener også, der skal uddannet personale til.

“En frivillig er ikke socialpædagog og har ikke den rigtige baggrund til at være her. De har ikke den menneskelige forståelse”, mener hun.

Brugerne har mange tillægsdiagnoser ud over udviklingshæmning, så det kræver, at der er uddannet personale til stede.

 

Allerede sparet

Der er allerede sparet en del på Klub 85. I 2011 blev stedet skåret fra 2,3 millioner ned til 780.000 kroner. For to år siden flyttede Klub 85 fra midtbyen til lokalerne på Stenaltvej hos Aktivitetscenter Randers og betaler 50.000 kroner i husleje.

“Og Aktivitetscenter Randers var her jo allerede er her i forvejen, er de 50.000 kroner vi betaler til Ejendomsservice, er jo plus på kontoen for kommunen. Så jeg kan slet ikke forstå, at de nu vil spare yderligere på os. Vi betalte også selv flytningen herud, så denne har ikke krævet yderligere af kommunen. Så at de nu vil skære 200.000 kroner i vores støtte, synes jeg er en trist udvikling”, siger Vibbe Kastbjerg.

Medlemmerne der kommer i Klub 85 ser hinanden som deres anden familie. Der er ikke andre lignende fritidstilbud i byen til netop denne gruppe.

“Jeg er stolt af vores sted herude, og vi rummer alle der kommer her. Og når man tænker på, hvor lille en del 200.000 kroner er i det samlede budget, giver det for mig ingen mening”, siger Vibbe Kastbjerg.

Klub 85 har alle årene fået toppoint fra socialtilsynet i deres BDO rapport, og derfor ved Vibbe Kastbjerg at tilbuddet er helt unikt. Og hun mener det er en dårlig forretning for kommunen at spare de få hundrede tusinde kroner.

“Og hvis de sender alle brugerne hjem og sidde i deres egne lejligheder, så kan de hurtigt få brugt mere end 200.000 kroner i ekstra støtte til de personer “, siger leder af Klub 85 Vibbe Kastbjerg.

“Så jeg håber at spareforslaget bortfalder – vi har et fantastisk tilbud, til meget få penge”.

Og da kommunen lavede Handicapplanen tilbage i 2016, blev der lavet workshops og skrevet i planen, at der ønsket set fra borgernes synspunkt skulle være mere Klub 85 og åbningstiden skulle øges.

“Så synes jeg det er underligt, at man nu pludselig siger det modsatte”, siger Vibbe Kastbjerg.

De syv år Vibbe Kastbjerg har været i Klub 85 har der aldrig været lønreguleringer, og de har selv afholdt alle deres udgifter – blandt andet til flytning og husleje. Og det er jo også en form for besparelse, mener hun.

 

Græder mange tårer

En af brugerne der er hårdt ramt af sparekravet er Gurli Margrethe Hansen. Hun var igennem det samme pres med krav om besparelser for et par måneder siden, da det var kunstskolen Bifrost, det skulle gå ud over. Hun har fået flere anfald, og hun har grædt meget. Det gør hun også denne dag, da Din Avis er på besøg.

“Lige meget hvor vi er, så bliver vi ramt”, siger hun mellem tårerne.

“Det rammer os også, hvor vi bor – hvorfor er det altid os, det skal gå ud over”, siger hun grådkvalt.

Vibbe Kastbjerg prøver at trøste hende, mens Gurli får afløb for sin frustration, og Brita kommer med opmuntrende ord:

“Vi bliver nødt til at stå sammen Gurli. Vi bliver nødt til at fortælle dem, hvor meget det her sted betyder for os”, siger Brita Munk.

Gurli er ved at komme til sig selv igen. Endnu engang er hun presset, og nerverne er tyndslidte.

Også Brita er frustreret.

“Jeg har en meget kort lunte for tiden”, siger hun.

Vibbe mener, at det er sparekrav, der hænger som en sort skygge over Klub 85 er umenneskeligt for medlemmerne at gå igennem,.

“Det der betyder noget for Gurli er de snakke hun kan få med personalet, når hun har det svært. Her er der altid tid til en snak .

“Det er vores andet hjem – vi er en stor familie”, supplerer Gurli.

I dag er der 70 medlemmer, der kommer mere eller mindre hver uge, når der er åbent tirsdag og torsdag fra kl. 15-21.30.

 

Trives med vennerne

Også Tina Lystrup, Christian Almbjerg, Helle Christensen og Klaus Poulsen kommer hver uge i Klub 85. De ser stedet som deres andet hjem, og kan slet ikke undvære samværet med vennerne.

Klaus Poulsen fortæller:

“Jeg er ny bruger af Klub 85. Og jeg synes det er rart at komme ud mellem andre, så jeg ikke sidder derhjemme helt alene. Der er et godt kammeratskab, og jeg har fået nye venner som jeg tager på fisketur med”, fortæller han.

“Hvis jeg er trist eller ked af det er der altid noget personale jeg kan snakke med. De tager sig tid til os”, siger han.

Hvis Klub 85 skal lukke, har han ikke længere et fællesskab og ville igen være overladt til sig selv i hjemmet.

Christan Almbjerg er kommet i Klub 85 gennem otte år, og han kommer, så tit han kan.

“Jeg hygger mig med de andre, og hvis jeg ikke kunne komme her ville jeg bare sidde derhjemme. Jeg har kun mine forældre og ingen omgangskreds. Så kan jeg bare glo fjernsyn”, siger han og er ked af det.

“Hvorfor skal de altid spare på handicapområdet?”, spørger han trist.

“Det går mig meget på, at de vil spare, og jeg tænker meget på det”, siger han.

Helle Christensen går også til Boccia i fritiden på Nørrevangsskolen, og hun bor i et bofællesskab. Hun er i Klub 85 hver tirsdag for så har hun nogen at dele aftensmåltidet med.

“Så strikker jeg eller spiller ludo og hygger mig. Det ville være træls, hvis ikke jeg kunne komme her”, fortæller hun.

 

Underskrifter

Brita Munk har været ude at samle underskrifter ind – blandt andet på sin arbejdsplads. Sammen med andre medlemmer og personale har hun samlet 912 underskrifter ind, der er afleveret til borgmester Torben Hansen 19. november. Det sammenholdt med glade opslag på facebook, skal få politikerne på andre tanker. Og det ser ud til at det måske lykkes – I hvert fald blev der på sidste socialudvalgsmøde ikke indstillet til byrådet at der skulle spares. Men endnu er kampen ikke vundet – Byrådet kan stadig stemme besparelserne igennem på mødet 10. december.

Og det går medlemmerne på, at de gennem nogle uger, nu har haft besparelserne hængende over hovedet.

Tina Lystrup fortæller:

“Jeg ville få det rigtig svært, hvis ikke jeg havde Klub 85. Jeg ville ikke have noget at lave. Nej de får sgu ikke lov til at spare på os”, kommer det kontant fra hende.