Det var med tristhed og undren, at jeg kunne læse, at Randers Byråd overvejer at lukke Dronningborg Plejehjem. Først og fremmest tænker jeg på de mennesker, som bor på plejehjemmet. Hvad skal der ske med dem? Er det fair, at man som politiker bare kan sige, at nu skal beboerne flytte ud af deres bolig?
Er det fair, at man som politiker, endda som formand for Omsorgsudvalget i Randers Kommune tirsdag den 20. november 2018 i Ekstrabladet udtalte: ”Men jeg tænker også, at er man så plejekrævende, at man er bundet til sin bolig, så er der ikke meget kontakt til lokalsamfundet mere.” Det er hvad Fatma Cetinkaya (S) sagde i en artikel, som omhandlede lukning af et andet plejehjem i kommunen. Jeg synes oprigtig talt, at det beviser, at Fatma Cetinkaya i høj grad mangler forståelse for ældreområdet, samt empati. I disse tider kæmper pleje- og aktivitetspersonalet for at få de ældre ud, så de kan blive mobiliseret og socialiseret. Det må da være nemmere, at motivere de ældre til at komme på tur i deres lokalområde, frem for hvis de bliver tvangsflyttet til en anden bydel. Endvidere skal de blive i det område, som de har valgt. Hvor man kommer fra, er en del af ens identitet. Desuden et det vigtigt at nævne, at der er flere pårørende, som bor tæt på Dronningborg Plejehjem, hvilket bevirker, at de pårørende nemmere lige kan komme til en tår kaffe, end hvis de ældre bliver tvangsflyttet til et andet sted i byen. Dette er en pointe, som også kom frem på borgermødet i Remisen, hvor Velfærdslisten var vært. Et borgermøde, hvor det ville have klædt flere politikere at dukke op.
Nuvel, Dronningborg Plejehjem er ikke bare et plejehjem, men meget mere. De har et samarbejde med en produktionshøjskole, hvor de unge kan komme i praktik på plejehjemmet og dermed blive hjulpet rigtigt på vej i livet. Der bliver holdt markedsdage for alle byens borgere på Dronningborg Plejehjem, hvor jeg ved selvsyn kan se, at flere af udstillerne er gengangere. Det er ikke alle af udstillerne, der har tilknytning til plejehjemmet, men de kommer der, fordi der er en god stemning og de rigtige rammer.
Jeg vil også gøre opmærksom på, at Politi Orkesteret i 20 år har afholdt koncert på Dronningborg Plejehjem, hvor alle i byen har været velkomne. Jeg har selv overværet et par koncerter og for en stund, glemmer man, at man er på et plejehjem, da rammerne er så gode til koncerten.
Slutteligt vil jeg nævne, at der i samarbejde med Dronningborg Kirke er baby-salmesang på Dronningborg Plejehjem. Det er et tilbud, som jeg skulle være startet til i det nye år, men måske ikke kommer til, hvilket jeg synes er brandærgerligt. Dette er min motivationsfaktor til at råbe højt om dette fantastiske plejehjem.
Lad være at lukke Dronningborg Plejehjem, når det nu er så velfungerende og har så gode rammer!
Mette Heerfordt
Syvager 23 TH.
8930 Randers NØ