Hos Kristian Thygesen i Klippoteket er der altid nok at kigge på op til jul. Salonen bugner af julepynt, der kan købes med hjem

 

Men der er også en udstilling med ældre nisser og pynt, der ikke er til salg.

“Jeg synes, der skal være noget at kigge på. Den er en af de sidste traditioner, vi har tilbage her i Danmark, og den skal vi værne om”, siger han.

Han vil gerne opfordre politikerne til at tage fat om julepynten i midtbyen, for hvorfor går den ikke hen af Kirkegade – ja helt hen til Vestergade.

“Det handler da om at give folk noget at kigge på – ikke kun oppe i luften, men også på gadeplan. Jeg synes ikke, at der er i orden at det kun er hovedstrøgene, der bliver pyntet, jeg føler næsten, vi bor i udkantsdanmark her i Kirkegade”, fortæller han.

Derfor opfordrer han også andre butikker til at gå amok i julepynten i december, så det kan trække folk til midtbyen.

“Og så mener jeg i øvrigt, at vi alle skal være med til at betale for belysningen over skattebilletten. Ikke kun de forretningsdrivende, for det er noget, der kommer os alle til gode. Og når nu vi skal betale her i Kirkegade, hvorfor bliver der så ikke pyntet her”, undres han.

At han vælter sig i julepynt op til jul er ingen nyhed. Sådan har det været i de 25 år han har haft sin salon, og det ved folk godt.

“Mange kommer forbi for at kigge, når de alligevel er i byen på besøg, og jeg vil da gerne opfordre bedsteforældre til at lade deres børnebørn kigge på julepynt, så de kan tage det med sig. Det er vigtigt for vores danske kultur”, mener Kristian Thygesen.

Alle er velkomne i hans salon i Kirkegade – bare for at kigge men så sandelig også for at købe nogle af de mange farvestrålende ting han har anskaffet sig – for salonen bugner.