26 elever fra 3.B på Hornbæk Skole har netop været på virksomhedsbesøg i Aarhus Lufthavn, hvor virksomheden SUN-AIR bogstaveligt talt har taget eleverne med under deres vinger

 

“Eleverne er blevet klogere på, hvad det vil sige at arbejde i en lufthavn, og hvor meget der skal til for, at en flyver kan komme af sted. Der er så mange forskellige funktioner i en lufthavn, der kan tjene til inspiration for eleverne længere ud i livet. Det giver dem inspiration til, hvad verden også er. På den måde introducerer vi dem til at blive hele og livsduelige mennesker med perspektiv på verden, når vi tager dem med ud af huset,” siger Susanne Kaufmann, som er underviser på Hornbæk Skole.

Den åbne skole er en del af folkeskoleloven, som lægger op til, at skolerne skal inddrage lokalsamfundet og omverdenen i elevernes hverdag. Det har folkeskolerne i Randers Kommune i høj grad taget til sig.

“Jeg prioriterer at lave ture ud af huset, fordi de fælles oplevelser er med til at styrke elevernes fællesskab på den lange bane. Det er de fælles historier, som knytter os sammen. Når vi tager ud af huset, får eleverne en indsigt i virkeligheden, som vi ikke kan undervise os til. I dag har de både set et fly indefra, været med i maskinrummet, bag cockpittet og på sidelinjen ved security-folkene, og så har de samtidig fået faglige inputs med oplæg om SUN-AIR’s virksomhedshistorie og organisering,” siger Susanne Kaufmann.

 

Virkeligheden helt tæt på

Jette Nørskov er forælder til Caroline og Alexander i 3.B på Hornbæk Skole, og så arbejder hun som key account manager hos flyselskabet SUN-AIR på 23. år. Det er Jette Nørskov, der har stablet projektet på benene og planlagt børnenes virksomhedsbesøg.

“Det betyder meget for mig at kunne give børnene en anderledes oplevelse. En oplevelse, som giver dem nogle hands on-oplevelser med, hvad det vil sige at være på en arbejdsplads og de forskellige funktioner, den rummer. Eleverne har talt med alt fra stewardesser og flyveledere til security-folk. På den måde har de fået mange aspekter ind og fået mulighed for at snuse til den virkelige verden,” siger Jette Nørskov.

“Det var mega sjovt at være af sted. Noget at det, jeg var mest spændt på at se, var, hvad der var det sværeste arbejde i lufthavnen. Og hvor piloten skulle koncentrere sig mest – om det var, når han skulle lette, flyve eller lande. Jeg vidste ikke, hvordan folk arbejder med fly, så det var rigtig spændende at se. Cockpittet var mega cool, og der blev jeg helt overrasket over, hvor mange ting der var, man skulle holde styr på,” siger Matiaz Vangsoe Mejlvang fra 3.B på Hornbæk Skole om sit besøg i Aarhus Lufthavn.

 

Styrker også forældrefællesskabet

På Hornbæk Skole oplever de, at virksomhedsbesøgene også er med til at styrke forældrefællesskabet i klasserne. Flere forældre deltog derfor i lufthavnsbesøget, og skolen oplever samtidig, at forældrene i meget høj grad bakker op om og engagerer sig i åben skole-projekterne.

“Når vi bruger forældreressourcerne på den her måde, så kan folkeskolen meget mere. Og jeg er glad for, at vi kunne arrangere en dag som denne, som Aarhus Lufthavn også har en stor anpart i. Forhåbentlig kan det inspirere børnene til deres uddannelsesvalg. Som en af flyvelederen sagde til børnene, så kan det jo være, at der iblandt de 26 børn befinder sig en kommende flyveleder, som en dag kommer til at arbejde i branchen. Uanset er der nogle vigtige perspektiver i at vise virksomheden frem, da det giver børnene noget på den lange bane, og de får et godt og nuanceret indtryk af en arbejdsplads som SUN-AIR,” siger Jette Nørskov.