1-1 blev resultatet, da Randers FC og FC Nordsjælland mødte hinanden i Randers søndag eftermiddag i Superligaens 16. spillerunde.

Randers var bedst og pressede gæsterne. Hjemmeholdet formåede dog ikke at omsætte chancerne til mål og må derfor tage til takke med et enkelt point.

Dermed er FC Nordsjælland forsat uden sejr på udebane i sæsonen.

Hjemmeholdet fik en skidt start på opgøret og kom bagud allerede efter to minutter, da Nordsjælland-angriberen Andreas Skov Olsen steg til vejrs og headede gæsterne foran med 1-0.

Randers FC skulle ryste den tidlige scoring af sig, men da det skete, var holdet flere gange tæt på at udligne.

Efter 37 minutter sendte angriberen Marvin Egho bolden i mål, men desværre for hjemmeholdet blev målet annulleret for offside.

Randers FC pressede på for udligningen, men måtte gå til pause bagud 0-1.

Hjemmeholdet skulle kun bruge fire minutter i anden halvleg, før der var udlignet til 1-1. Angriberen Benjamin Stokke stod helt fri bagest i feltet, og derfra havde han ingen problemer med at score sit femte sæsonmål.

Kort efter havde nordmanden bolden i mål igen, men for anden gang i kampen fik Randers FC underkendt en scoring for offside.

Efter 73 minutter blev det til en sjælden FC Nordsjælland-chance, da gæsternes målscorer, Andreas Skov Olsen, viste prøver på sit store talent, da han flot vendte rundt og sendte et langskud lige forbi mål.

Det kom ikke tættere på et sejrsmål for de to mandskaber, og det endte derfor 1-1 i Randers.

/ritzau/