Forleden blev jeg ringet op af TV 2 Østjylland, der gerne ville have mine kommentarer omkring detailhandelens puls i Randers midtby, hvor mange butikker desværre står tomme. Selvfølgelig sagde jeg Ja.

Kan se enkelte meningsdannere på de sociale medier kalder mig for en dårlig ambassadør for Randers. Jeg mener egentlig, at jeg kun udviser forretningsmæssig og rettidig omhu og derved giver midtbyens butikker en hjælpende hånd.

Tv-indslaget bør naturligvis ses som et wake up call til Randers Byråd – for smukke ord hjælper ikke i den nuværende situation, hvis vores midtby-detailhandel skal have en god fremtid. Det gør kun mærkbar og målrettet handling fra byrådets side. Byrådets skal bidrage til at gøre midtbyen endnu mere attraktiv for detailhandelens kunder; og her tænker jeg ikke på P pladser!

Jeg har siddet i en stor konference vedrørende detailhandelen i Danmark (som den eneste lokale politiker) og har hørt eksperter berette om, at Randers midtby er særdeles udfordret på grund af, at Randers Storcenter er blevet for stort. Det er rigets sande tilstand! Svært for nogle meningsdannere at acceptere, kan jeg iagttage.
Utrolig nogle meningsdannere tror på, at det hjælper blot at tale tingene op. Nej, der kræves hurtig handling fra byrådets side, hvilket var mit opråb i TV 2 Østjylland indslaget. Vi må gå til roden af problemet for at finde de rigtige løsninger for vores dejlige midtby og dens detailhandlere.

I mange år har Radikale Venstres byrådsgruppe påpeget, at midtbyens handel er udfordret, og den har brug for byrådets fulde opmærksomhed, men lyttet bliver der ikke.

I storkommunens tid er der givet pænt store tocifrede millionbeløb til at lave infrastruktur forbedringer til gavn for storcenteret, hvilket radikale støttede. Men midtbyen er glemt og forsømt fra byrådsflertallets side. En lille legeplads på slotspladsen plus det løse er det blevet til. Det er alt. Det er for sølle sammenlignet med støtten til storebror i Paderup!

Radikale foreslår, byrådet bevilliger 15 millioner kroner til et løft af midtbyen på den korte bane og yderligere et løft med samme beløb inden for ca. fem år. Vi sender forslaget i byrådssalen inden jul. Jeg håber, men er ikke optimist mht. byrådsflertallet støtte.

Afslutningsvis. Jeg har også hørt eksperter sige, at større købstæder uden midtbyhandel har ringere konkurrencekraft end dem med en midtbyhandel. Et budskab byrådsflertallet forhåbentlig tager alvorligt i tiden der kommer.

Mogens Nyholm
Byrådsmedlem
Radikale Venstre