En 43-årig mand fra Aarhus blev fredag idømt fem års fængsel i Retten i Randers for et indbrud begået i november sidste år i Allingåbro. Her stjal han blandt andet flere pistoler, rifler og haglgeværer fra et våbenskab, som han brød op. I alt fik han fat i 11 skydevåben på stedet.
Herefter kørte han fra stedet i en bil og overdrog efterfølgende våbnene til nogle andre personer.
Våbnene dukkede pludseligt op i København i januar, da politiet derovre var i gang med at efterforske en anden sag. DNA samlet fra våbnene matchede med den 43-årige, som er godt kendt af politiet for bl.a. forskellige former for indbrud og tyveri.
Derudover fandt Østjyllands Politi også DNA-spor ved selve indbruddet, som stammede fra den 43-årige, der blev anholdt i januar.
Det var blandt andet de forhold, der fik Retten til at dømme den 43-årige skyldig.
Retten fandt, at den ulovlige våbenbesiddelse var særlig grov, da den 43-årige transporterede 11 skydevåben rundt i det offentlige rum. Samtidigt fik hans tidligere domme også indflydelse på dommen, der altså lød på fem års fængsel.
Den 43-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen til landsretten.