I de seneste dage er der fra visse sider skabt tvivl om nødvendigheden af et Danmark i balance. Man er endda ligefrem imod, at den succesfulde udflytning af statslige arbejdspladser fra København til resten af landet fortsættes.

I vore øjne er det en dårlig udmelding og forhåbentlig et udtryk for, at man endnu ikke har nået at sætte sig ind i tingene endnu.

Tværtimod har vi i Randers og Kronjylland brug for, at udflytningen, som f.eks. beslutningen om de nye skattearbejdspladser, fortsætter.

Vi har brug for, at arbejdspladserne i højere grad tilfalder kommuner uden for universitetsbyerne. Således kunne fødevarestyrelsen være et godt bud på en styrelse, der med fordel kunne placeres i Randers. Her har vi i forvejen en stærk fødevareklynge, og et betydeligt vækstpotentiale vil kunne forløses.

Fordelene ved flere arbejdspladser i Randers er oplagte. En del af de nye medarbejdere vil, sammen med familien, flytte hertil. De afledte virkninger er også stærke, – det lokale handels- og erhvervsliv får forbedrede muligheder. Vi vil også i højere grad komme til at vise os frem som et attraktivt sted for etablering af virksomheder og bosætning. De gode historier vil brede sig som ringe i vandet.

Derfor vil vi arbejde stenhårdt på at bringe alle ud af sådanne vildfarelser og sammen kæmpe for det, Randers har brug for: endnu flere arbejdspladser.

 

Michael Aastrup Jensen, MF, V og Malte Larsen, S, folketingskandidat