Regeringen har igen fremsat forslag om forringelser i det danske dagpengesystem.
Denne gang med krav til arbejdsløse om at skulle søge og påtage sig job overalt i landet – næsten uanset afstanden. Det kan godt være, at man som direktør eller i anden lederstilling vælger at rejse/flytte, når jobtilbuddet indeholder en millionløn, men dette lukrative tilbud gælder jo ikke arbejdere, som i stedet tilbydes en løn helt ned til 120 kroner i timen.
Samtidig truer regeringen med en fordobling af straffen for ikke at sige ja til et sådant job. Det betyder, at man fremover vil miste sine dagpenge i 1½ måned, hvor man så må leve af sin ægtefælles indtægt, eller hvordan man som enlig ellers vil klare det.
Regeringen må befinde sig på en anden planet end vi jordiske, og på vegne af 3F’s medlemmer,tager jeg kraftig afstand fra de nye forringelser i et i forvejen stærkt udhulet dagpengesystem.
Gennem de seneste år har man sat reguleringen af dagpengenes størrelse i bero, indført dage uden dagpenge, nedsat perioden hvor man som arbejdsløs kan modtage ydelser og hævet kravet til muligheden for en genoptjening af en ny periode samt indført store forringelser for nyuddannede.
Alt dette, uden at man i øvrigt har nedsat den betaling, vi hver måned betaler til vores A-kasse. Det er vist den eneste forsikring, hvor man forringer indholdet, men fastholder præmien!
De mange forringelser gør, at mange unge i dag stiller spørgsmålstegn ved, om man skal blive en del af A-kassen.
Systemet er tæt forbundet med arbejdsgiverens ret til nemt at kunne afskedige sine ansatte, hvis der ikke er så meget at lave. Men forringelserne kan betyde, at arbejdsgiverne i stedet kommer til at betale prisen gennem nye overenskomstkrav om større tryghed til de ansatte.
På sigt er det i øvrigt også et spørgsmål om hele A-kasse systemet har spillet fallit.
Derfor en kraftig opfordring til politikerne om at fjerne deres udspil til nye forringelser – og vil arbejdsgivere undgå at overtage udgiften, bør de i øvrigt tilslutte sig dette krav.
Jan Guldmann Næstformand i 3F Randers