Onsdag havde socialudvalget i Randers ekstraordinær møde, hvor punktet på dagsordenen var de varslede spareplaner. Det skete under massiv demonstration foran laksetorvet

 

Og det tog faktisk kun 15 minutter at blive enige i udvalget om, at man var uenig. Spareforslaget blev – ligesom i økonomiudvalget – sparket til hjørne og udsat til budgetforhandlingerne til efteråret. Med fire stemmer for og tre imod stemte Venstre, Velfærdslisten og SF for, at de skal udsættes – socialdemokraterne var imod. Dog åbnede de en flig for forsoning. De stemte nemlig for at kunstprojekterne Bifrost og Gaia skal holdes udenfor besparelserne, der vil give kommunekassen 450.000 kroner.

“Men det er blot vores mening, nu er det op til Byrådet på mandag 23. april at tage den endelige beslutning”, sagde udvalgsformand Charlotte Broman Mølbæk, senere på dagen til det informationsmøde, som de 22 foreninger, der bliver ramt, havde organiseret.

“Vi mangler penge i Randers. Vi har det tredje laveste indkomstgrundlag i Danmark. Politikerne har ikke tidligere prioriteret mennesker, og det er det, vi betaler for nu. Derfor skal der findes nogle penge. Men jeg mener, at vi skal se tiden an. Der skal laves udregninger i KL, og der skal kigges på udligning, og endnu ved vi ikke, hvordan vores økonomi kommer til at se ud fremad. Derfor er det en god beslutning at vente til efteråret”, sagde Charlotte Broman Mølbæk.

 

Ellen vil bevare

Socialdemokraterne vil altså godt være med til at spare – faktisk mener de, at det er en tvingende nødvendighed. Ellen Petersen (S), der sidder i socialudvalget, mener dog, at det er tosset at spare på så store succeser som Bifrost og Gaia.

“Helt fra første gang jeg så dette spareforslag, kunne jeg slet ikke forstå, at man ville gå ind og spare på disse to tiltag. Èt – det er et stort plus for de mennesker, der går der og – to – set i et kulturperspektiv er det en gevinst for Randers. Bifrost og Gaia er kendt både nationalt og internationalt – det er et vindue til resten af verdenen – det er tiltag, der grener sig ud – det må vi godt værne om, og det skal vi være stolte af”, siger Ellen Petersen.

Men hun ved ikke, hvad der skal ske ved de næste dages forhandlinger og på byrådsmødet på mandag, og derfor kan hun heller ikke sige, om disse to bliver skånet, hvis der bliver stemt for besparelserne her og nu på byrådsmødet 23. april.

Hun mener dog ikke, vi kan lukke øjnene for det overforbrug, der har været i kommunen de senere år, og derfor må der handling til.

“Jeg ved ikke, om jeg kan kalde det luksusfælden, for det er ikke luksus, det vi har brugt pengene til. Men hvis man sammenligner med sit budget derhjemme, bliver man jo heller ikke ved med at bruge penge, hvis man kan se at budgettet ikke holder. Det er mig meget imod at bruge penge, vi ikke har”, siger hun.

Hun mener heller ikke det holder at vente til efteråret, da det bare er at skubbe problemerne foran sig.

På mødet forklarede kommunens embedsmænd om meningen bag de enkelte tal. Og det er kun nogle af besparelserne, der skal politikere ind over. Resten kan rent faktisk træde i kraft fra på mandag, hvis byrådet godkender deres udregninger.

 

Protester

Der var store protester ved demonstrationen onsdag foran Laksetorvet. Knap 100 var mødt frem for at give deres støtte til modstanden mod besparelserne. Det var de 22 foreninger der bliver ramt af besparelserne der var gået sammen om demonstrationen. Og der var fire taler fra de forskellige foreninger. Blandt andet talte formanden for SAM Søren Norlander – Han mener det er megatræls, at der skal spares på de allersvageste.

“Det gør ondt at politikerne vil spare, og vi er meget kede af det. Men vi har måske ikke været gode nok til at fortælle, om det fantastiske arbejde, vi gør hver dag. Men vi opgiver ikke vores kamp og vi vil blive ved med at kigge jer i øjnene, kære politikere”, sagde han i sin tale.

En af brugerne af SAM Janne Pedersen er rigtig godt gal i skrællen. Hun har tirsdag skrevet et brev til socialudvalget for at få afkøb for sine frustrationer. Hun var også mødt på for at vise sin utilfredshed.

“Jeg kan ikke forstå politikerne. Nu har SAM eksisteret i otte år og jeg har været med til 350 petanque turneringer. Vi hygger os rigtig meget, og vi komme ud omkring i landet og møder andre. Det er det, der betyder noget for mig”, fortæller hun.

Hun er en af brugerne, der i det daglige ikke vil kunne tage et almindeligt job. Derfor må hun gøre brug af tilbud som SAM og værestedet bag Kulturhuset. Her vil hun også tilbringe mere tid, hvis ikke SAM fortsat får penge i fremtiden. Og ellers er der kun Perron 4 tilbage, hvor hun kan opholde sig og søge selskab.

“Men der er mange, der vil lukke sig inde i deres lejligheder og ikke komme ud. Og så tror de, det er deres egen problem, men det er det ikke, det er kommunens”, mener Janne Pedersen.

 

Nok er nok

Også Lisbeth Sand fra Randers mod nedskæringer holdt tale til de fremmødte.

“De spare igen, hvor der er mest brug for det i samfundet. Hver gang er det, det samme sted. Det er de udsatte i kommunen, og det er en katastrofe”, sagde hun.

“Men vi har det, der er politikernes største skræk – befolkningens protest. Vi finder os ikke i mere. Vi har fået nok”, sagde hun.

“Hvis dette er socialdemokraternes politik, skulle de havde gået til valg på det. Jeg tror ikke, at det var det her, vælgerne regnede med”, sagde Lisbeth Sand.

Også Mai Kjer fra kunstskolen Bifrost talte ved demonstrationen. Hun citerede Jacob Haugaard, der også har haft et læserbrev med på Dinavis.dk.

“Han siger, at et samfund aldrig er stærkere end det svageste led. Så lad os styrke det svageste led”.

“Og det er ikke det, politikerne gør nu – de skærer på de svageste led”, sagde Mai Kjer.

“Og vi er alle bare små skrøbelige mennesker”.