Den socialdemokratiske folketingskandidat Iben Sønderup er stærkt fortørnet over at Venstre ønsker at undersøge muligheden for eventuelt at bygge en omfartsvej i Langå i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen (17/4). I alt stilfærdighed drejer det sig om at kredsens lokale folketingsmedlem i samarbejdet med Venstres lokale Langå-byrådsmedlem har stillet et spørgsmål til transportministeren omkring hvorvidt de afsatte midler kan konverteres til et tilskud til en eventuelt ny omfartsvej. Det er sådan man arbejder i folketinget. Ministerens svar kan så bruges til at få afklaret om en ide juridisk set kan flyve eller ej. Det er der intet som helst mærkeligt i og givetvis et redskab Iben Sønderup ligeledes vil benytte sig af, hvis hun skulle blive valgt til Folketinget.

Gode lokale Venstre-kræfter har igennem længere tid kæmpet for at finde den bedst mulige løsning. Derfor var vi glade for at det kunne lade sig gøre at reducere anlægstiden fra otte måneder til tre måneder.

I Venstre synes vi imidlertid ikke, at det er nogen skam at spørge for at blive klogere, men Sønderup vil åbenbart hellere tie frem for at få alle muligheder vendt. Vi har normalt altid haft et godt samarbejde med de lokale socialdemokratiske folketingsmedlemmer og kandidater, hvor vi på trods af partiskel altid har kæmpet sammen for Randers Kommune. Så i stedet for kedelig mudderkastning, som ikke fører til noget som helst konstruktivt, så håber vi, at vi fortsat kan have et godt og frugtbart samarbejde med hvem end der bliver valgt fra Socialdemokratiet til Folketinget.

 

Michael Aastrup Jensen, MF (V) og Lars Søgaard, byrådsmedlem (V)