Unge fra Værkstedet Broen og deres underviser, den lokale kunstner Pia Græsbøll, har i disse uger flyttet deres undervisning ned i LytteLabs lokaler.
Her er de i gang med et større kunstværk på rådgivningens vægge. De unge mennesker fra Broen har grebet opgaven professionelt an med formøde med dialog om idéer og ønsker til kunstværket. ”Det lærer de unge at gribe opgaven an som en rigtig opgave, og det at deltage i et sådant samarbejde giver de unge en anerkendelse”, siger Pia Græsbøll.
Det har været vigtigt for LytteLab at skabe en rådgivning i nogle lokaler, der er hyggelige, inspirerende og taler til unge mennesker.
”Derfor er det rigtig spændende at samarbejde med Værkstedet Broen – et samarbejde hvor det netop er unge mennesker, der er med til at sætte præg på stedet, og som nu er i færd med at skabe et flot vægmaleri, der er interessant og sjovt at gå på opdagelse i”, siger Karina Juul Sundvall, projektkoordinator i LytteLab.
Værkstedet Broen
Værkstedet Broen ved Randers ungdomsskole ligger på Nyholmvej. Undervisningen er mandag 14.00-20.00 og onsdag 14.00-20.00. Så er man til hygge, sjov, fede oplevelse og nye venskab på tværs af interesser, er alle velkomne.
”Vi tager på fælles udflugter, f. eks til Aros, Randers Kunstmuseum, Museum Østjylland, Randers regnskov og har årligt Åbent Hus. Vi laver også projekter med Randers Kunstmuseum. Dette er bare nogle af vores oplevelses-steder”, fortæller underviser og kunstner Pia Græsbøll. På værkstedet kan man opleve et positivt miljø fyldt med latter og sjove løsninger. Ideerne vokser ud fra det kreative talent, i et rum med plads til alle. ”Du vil sammen med de øvrige studerende være med til at planlægge, hvad der skal arbejdes med i årets løb”, siger Pia Græsbøll.
LytteLab
LytteLab er et gratis og anonymt rådgivningstilbud til unge i alderen 12-25 år. Rådgivningen henvender sig til unge, der oplever problemer i forhold til ensomhed, sorg, mobning, lavt selvværd, kærestesorger, krop og seksualitet, præstationspres, problemer på uddannelse/arbejdsplads eller i familielivet, og som mangler en voksen ressourceperson at tale med. Rådgivningen drives af frivillige.
Unge kan henvende sig uden visitation. De kan ringe, maile og sende en sms – eller bare dukke op i rådgivningens åbningstid, som er tirsdage og torsdage kl. 16.30-20.00. I LytteLab kan de unge komme i rådgivningscaféen, hvor der også er sociale aktiviteter som brætspil, fælles madlavning og hyggeligt samvær med andre unge på programmet, få individuelt rådgivningsforløb og på sigt mulighed for at indgå i samtalegrupper.
FAKTA
Foreningen Jysk børneforsorg/Fredehjem står bag LytteLab, som oprettet som projekt med midler fra Socialstyrelsen. Projektet gennemføres i samarbejde med Social og Arbejdsmarked, Randers Kommune. For mere info – www.lyttelab.dk og på facebook og Instagram under ”lyttelab”. Kontakt på kontakt@lyttelab.dk eller på tlf. 30 52 39 36.