Vorup FB Gymnastik har lidt for enhver smag
Ulvehøjhallen var i på en herlig og flot forårsdag i lørdags rammen om Vorup FB Gymnastiks årlige præsentationsopvisning – denne gang afslutningen på foreningens sæson nr. 35.
De mange fremmødte publikummer i Ulvehøjhallen fik serveret et par timers inspirerende og spændende gymnastik.
Efter den fælles indmarch gik det slag i slag med nogle af foreningens hold, der viste, hvad der var arbejdet med i gymnastiksalene i sæsonens løb.
Hele paletten – lige fra børnehold, junior- og seniorpiger samt voksenhold. Og glemt var alle sommerfuglene i maven, da alle hold med sikker stil udførte deres program.
Opvisningen blev flot afsluttet af pigeholdene med en udklædningsserie til ”Løvernes Konge” samt udmarch.
”Det var dejligt at se den hygge og store glæde, der var blandt gymnasterne, store som små. Det kan vi takke de flittige og dygtige instruktører for,” siger formand Ulla Skipper, der kaldte opvisningen for ”En dejlig og hyggelig eftermiddag i gymnastikkens tegn.”
Ved opvisningen fik Anette Nørgaard Jensen og Mie Nielsen Fjelde blomster for at have været instruktør i foreningen i henholdsvis 15 år og 10 år. Ligeledes blev Grethe Nielsen hyldet for at have været med i foreningen i alle 35 år siden foreningens stiftelse.
Vorup FB Gymnastik træner på skolerne i Vorup og Kristrup. Udover de hold, der var på gulvet i lørdags, har foreningen også motionshold, yoga og pilates.
”Så vi kan tilbyde lidt for enhver smag,” siger Ulla Skipper.