Nørhald Kunstforening fejrer foråret med en fernisering med kunstneren Helle Fibiger med fernisering lørdag 14. april
Med en eksperimenterende tilgang forsøger Helle Fibiger hele tiden at afprøve og udforske for at nå til en ny og dybereliggende forståelse af tilværelsen. Nogle gange har hun bestemt tilgangen fra begyndelsen, mens hun andre gange lader værker blive til i en dialog mellem farverne og sig selv.
Helle Fibiger har siden slutningen af 80’erne arbejdet med billeder, og gennem kurser både i ind- og udland har hun hele tiden opkvalificeret sin viden.
Hun arbejder hovedsageligt inden for fotografi og maleri (olie, akryl), og det er også det, beskueren vil blive mødt med ved udstillingen i Nørhald Kunstforening.
I hendes kunst er der et finurligt samspil med ord. Helle Fibiger bevæger sig i krydsfeltet mellem sprog og billedudtryk. Mange af hendes mindre og som oftest temabundne billeder kan ”læses” som små sprog-billeder, hvor en finurlig sprogleg tilfører billedet et humoristisk anstrøg. Titlen er derfor ofte – men ikke altid – en vigtig bestanddel i hendes billeder. Helle Fibiger er medlem af malergruppen ”De Ellevilde” og er altid repræsenteret i ”KunstSpor Djursland”. Hun har udstillet på en del censurerede udstillinger. Nørhald Kunstforening glæder sig til at præsentere en forårsudstilling med både malerier og fotografier, og der inviteres til fernisering lørdag 14. april fra kl. 14 i foyeren på Mellerup Fri- og Efterskole, Almisbakken i Mellerup.
Der vil være musikalske indslag og en lille forfriskning.
Udstillingen er åben på alle hverdage fra kl. 14 til 17, og sidste udstillingsdag er torsdag 3. maj