Et nybygget studie med kontorer og optagelsesmuligheder i flere niveauer har set dagens lys i Randers – Box 11 hedder det

Det er fotograf Morten Degn, der sidste år åbnede som selvstændig hjemme i stuen i Paderup. Hans forretning er nu vokset, og da han var på udkig efter nye lokaler, faldt muligheden over at åbne for en kreativ legeplads sammen med andre fotografer og videoproducenter.

“Jeg har været fotograf de sidste 20 år og skulle gerne være fotograf de næste 20 også. Derfor bliver jeg nødt til at tænke i nye baner”, fortæller Morten Degn.

Han viser rundt i de nyindrettede lokaler klods op ad Glud Vin på Nikkelvej. Sammen med personlig træner Lonnie Boe Pedersen har han lejet et lagerlokale, der nu er indrettet til dels fitnessstudie og dels atelier.

“Jeg var en tur i Huset X i Aarhus for at se, hvordan de har indrettet sig. Og det er med inspiration herfra, at jeg har indrettet disse lokaler;” fortæller han.

Lokalet er indrettet med fire kontorer – en platform i 1.sals højde med mulighed for at skyde fotos oppefra og ned eller bare til at holde møde i. Derud over er der “den sorte boks” – et helt sort rum midt i lokalet, hvor der er mulighed for at styre lyset helt selv. Og i den bagerste ende af lokalet er der et studie med lysindfald fra et kæmpe vindue, hvor der engang var en port – et set-up der giver uanede muligheder for at lege.

Og Mortens kunder efterspørger efterhånden både fotografi og video – et marked der er stærkt stigende.

“Jeg har både private og firmaer som kunder, og markedet er stigende. Mine kunder efterspørger begge dele. Jeg ved godt, at alle fotograferer i dag, og flere og flere optager videoer med deres mobiltelefoner. Men der skal altså lidt mere til, hvis du vil skille dig ud. Jeg koncentrerer mig mest om stillbilledet – videoproduktionen samarbejder jeg med et århusiansk firma om”, fortæller Morten Degn.

Synergieffekt
Der er mange fotografer om buddet i Randers. Men det ser Morten ikke som et problem – tværtimod giver det en sund forretning, mener han. Og hans håb er, at man i fremtiden kan bruge hinanden.

“At vi er flere på adressen her, vil forhåbentlig give en synergieffekt – også at der ligger et fitnessstudie – de kan jo bruge os, og vi kan blive synlige. Og så er det planen, at vi vil åbne for, at man kan leje sig ind på dagsbasis, hvis man har et projekt, man skal have lavet. Det er en legeplads, hvor der skal være plads og mulighed for at udvikle sig, hvad enten du er professionel eller amatør”, fortæller Morten Degn.

Morten arbejder sammen med et produktionsselskab i Aarhus, der vil kunne gøre brug af lokalerne på Nikkelvej – derudover har to fotografer allerede lejet sig ind hos ham.

“Jeg håber, at dette sted kan være med til at skabe et netværk i byen. Et sted, hvor vi fotografer kan have nytte af hinanden. Vi kan jo ligeså godt samarbejde. Det kan der kun komme noget godt ud af. Og jeg synes, Randers mangler en platform som denne – et sted, hvor kreativiteten kan blomstre”, siger han.

Her er ingen begrænsninger, lover Morten Degn. “Hvis man er træt af at sidde derhjemme i et lukket kontor, er der rig mulighed for at netværke herude hos os”, lover han. Hans tanker er at skabe et netværk blandt mediefolk i Randers – noget der har manglet hidtil. “Hvis vi kan skabe noget i fællesskab, vil det gavne flere”.

Og så ligger lokalerne godt i forhold til tilkørselsmuligheder i Randers. Det er lige ved motorvejen og tæt på Mortens hjem, hvilket han ser som en stor mulighed for stadig at kunne se familien, selvom arbejdet i det nye Box 11 skulle vise sig at blive omfangsrigt.

Han håber, at Randers med de mange positive vibrationer, der er i byen i disse år, vil ride med på bølgen og blive mere kreativ og samarbejdsvillig.

“Vi vil gerne ligge os i slipstrømmen på, hvad der sker i både København og i Aarhus. Randers kan sagtens være med, hvis vi vil”, siger han.

Box 11 viser lokalerne frem samme med fitnessstudiet “Strength & Fitness” ved Lonnie Boe Pedersen fredag 6. april kl. 14-18.