Det kræver rummelige fællesskaber og menneskelige ressourcer, når en elev skal sluses fra en specialklasse og ind i en almenklasse. Det viser resultatet af et vellykket inklusionsforløb af en 12-årig dreng med autisme på Hornbæk Skole
“Jeg er meget tilfreds med, at min søn nu går i en almenklasse. Her bliver han udfordret fagligt, og her lærer han almindelige sociale adfærdsnormer ved at spejle sig i sine kammeraters sprog og sociale færdigheder,” fortæller Tanja Jensen, der er mor til Nicklas Emil på 12 år, der går i 5.A på Hornbæk Skole.
De første fire år af Nicklas Emils skolegang foregik i en specialklasse på Hornbæk Skole.
“Det har været positivt for min søns udvikling, at han fik lov til at starte stille og roligt i en klasse med få børn og meget støtte fra lærere og pædagoger. Den hjælp har gjort ham i stand til at klare overgangen til en almenklasse,” forklarer Tanja Jensen.
Frygtede at være anderledes
Efter nogle år i specialklassen begyndte Nicklas Emil at længes efter større faglige udfordringer, og tanken om at gå i en almenklasse begyndte at tage form. Han begyndte derfor at deltage i matematiktimerne i 5.A. Timetallet blev hurtigt udvidet, men der var én ting, der nagede ham:
“Han var bange for at være anderledes og spekulerede meget på, hvad de andre klassekammerater tænkte om ham. Men det problem blev hurtigt løst. Dels fordi han går i klasse med nogle fantastiske kammerater, der har lært at tale højt om deres egne personlige udfordringer, og dels fordi han har nogle dygtige, varme og engagerede lærere, der tydeligt viser, at de vil ham,” siger Tanja Jensen.
Anja Laursen er lærer for Nicklas Emil og de øvrige 24 elever i 5.A på Hornbæk Skole:
“Vi har et godt, åbent og inkluderende fællesskab i klassen. Jeg og mine kollegaer hjælper eleverne med at sætte ord på deres forskellige udfordringer og styrker. De lærer blandt andet at udtrykke, hvad der kan være svært for dem. På den måde får de øje på hinandens ressourcer og forskelligheder, og det er én af grundene til, at der selvfølgelig også er plads til Nicklas Emil i klassen,” forklarer Anja Laursen, og tilføjer:
“Nicklas Emil følger fagligt med og er vellidt blandt sine klassekammerater. Han kan spejle sig i de andre børns sociale normer og adfærd, og han får hjælp af de andre elever til at stoppe, når han for eksempel bliver usikker og kommer til at grine i situationer, hvor det måske ikke er passende.”
Inklusion kræver ressourcer
Udover et godt klassefællesskab kræver en vellykket inklusion af børn med specielle behov ifølge Anja Laursen også ressourcer fra andre implicerede parter:
“Eleven skal først og fremmest være motiveret til at begynde i en ny klasse, ligesom elevens forældre skal være åbne og snakke om deres udfordringer med klassens lærere og andre forældre i klassen. Desuden kræver det, at klassekammeraterne og ikke mindst deres forældre har ressourcer til at være åbne over for forskellighed. Ikke mindst, når snakken om skoledagen finder sted hjemme ved spisebordet om aftenen,” siger Anja Laursen.
Hun understreger desuden vigtigheden af et godt teamsamarbejde:
“Min teammakker og jeg har et tæt arbejdsfællesskab med et fælles værdisæt. Det gør, at vi kan nå langt i arbejdet med inkluderende fællesskaber,” siger Anja Laursen og tilføjer:
“Det betyder ikke, at vi kan inkludere alle børn med diagnoser. Dertil er børn med diagnoser alt for forskellige og har forskellige forudsætningerne for at kunne rummes i en almenklasse.”
Nyt udviklingsarbejde
Randers Kommune gik i januar 2018 i gang med en udviklingsproces på det specialpædagogiske område. Udviklingsarbejdet skal styrke sammenhængen mellem almenområdet og specialområdet i folkeskolen. Målet er er at inkludere flere børn i den almene skole.
“Alle børn har ret til at være en del af et godt læringsfællesskab, hvor de har mulighed for at udvikle sig. I det kommende udviklingsarbejde vil vi selvfølgelig inddrage de gode erfaringer, som mange skoler i kommunen deriblandt Hornbæk Skole har høstet, så vi i fremtiden kan rumme flere elever i fællesskabet,” siger Henrik Johansen, skolechef i Randers Kommune.