På samme måde som under lærerkonflikten i 2013, har vi nu set KL varsle massiv lockout af offentligt ansatte. De faglige organisationer, havde grundet de sammenbrudte forhandlinger varslet strejke i udvalgte kommuner. Strejker der for de fleste kommuner vedkommende, deriblandt Randers, ikke ville genere de fleste borgere. I Randers, var det eneste sted der var varslet konflikt, hos det administrative personale i miljø og teknikforvaltningen, hvilket må siges at være af så begrænset et omfang, så det nok er de færreste borgere, der ville komme til at mærke konflikten lokalt. KL har som modsvar til dette, varslet lockout af 250.000 kommunalt ansatte, hvilket i Randers vil betyde, at lærer, pædagoger, socialrådgivere m.fl. sendes hjem af arbejdsgiverne. Til stor gene for befolkningen i Randers, der bl.a. ikke kan få passet deres børn.
Og hvorfor?
Fordi de kommunalt ansatte er så ”frække”, at forlange en lønudvikling, der ligge på linje med den udvikling ansatte i den private sektor har. Og fordi en gruppe af de offentligt ansatte, lærerne, forlanger at deres arbejdstid ikke skal dikteres af lovgivningen, men af det aftalesystem, der er kendetegnende ved den danske model. At KL’s bestyrelse, næsten enstemmigt, vælger at tage store dele af befolkningen som gidsler, for at forhindre de offentligt ansatte i rimelige løn og ansættelsesvilkår, virker fuldstændigt vanvittigt.
Men det behøves ikke at være sådan. I Randers Kommune er det byrådet der er arbejdsgivere for de offentligt ansatte lokalt, og ikke KL. Det er derfor også byrådet, der reelt laver lockout af de offentligt ansatte, ingen andre. Byrådet kan beslutte, at de ikke lockouter lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne m.fl., hvis der er politisk vilje herfor. Og taget i betragtning af, at der som tidligere nævnt ikke er varslet strejker i Randers, ville dette være en helt naturligt skridt. Børn og forældre i Randers, skal ikke tages som gidsler, i KL’s absurd teater.
På næste byrådsmøde fremsendes et forslag om, at Randers Kommune ikke skal lockoute de ansatte i tilfælde af en konflikt. Så bliver det spændende at se, om byrådet, deriblandt socialdemokraterne, tør tage de offentligt ansatte og Randrusianernes parti. Eller om de ligesom under lærerkonflikten i 2013, vil bruge en lockout, til at forbedre den slunkne kommunekasse, med de mange mio. af sparede lønkroner, som en lockout vil medføre.
Man kan blot håbe på det første, og frygte det sidste.
Henrik Manero Hald
Medlem af Velfærdslisten
Gammeljord 9, Tvede
8930 Randers NØ