Randers Kommunes landdistriktsudvalg har i sin dialog med flere landsbyer oplevet en interesse for at samarbejde om mulighederne for at promovere byggegrunde i kommunens landsbyer
Det samarbejde udmønter sig nu i, at landsbyerne Havndal, Mellerup, Øster Bjerregrav og Ålum lørdag 24. februar fra kl. 10-14 inviterer interesserede indenfor i landsbyen for at møde de lokale, opleve byens liv og se på mulighederne for at bygge og bo.
Det er landsbyens borgere selv, som står for arrangementerne. Fælles for arrangementerne er, at man vil vise byen frem fra sin bedste side og er klar med information om, hvad byen og området har at tilbyde, og hvad der er af ledige byggegrunde.
Aktivitet i byen
Hvad der kommer til at ske på dagen i de enkelte landsbyer er endnu ikke på plads i detaljer. I Mellerup er planen at holde gadefest på Lergravsbakken, hvor byggegrundene er udstykket. I Øster Bjerregrav vil der også være forskellige aktiviteter i byen. I Ålum er planlagt bålstemning og aktiviteter for alle omkring bålpladsen, legepladsen, petanquebanen og madpakkehuset – lige ved siden af de ledige grunde på Charlotte Amalievej. Endelig vil der i Havndal være en rundvisning i byen, åbent medborgerhus og mulighed for at møde både borgere og foreninger. Om aftenen er der også mulighed for at komme til teaterforeningens dilettantarrangement.
Du kan læse mere om ”Åben byggegrund – åben by” på www.landsbyer.randers.dk
Inspirationen til åben byggegrund-arrangementerne er hentet fra Rebild Kommune, hvor man i sommeren 2015 lavede en særlig indsats for at sælge kommunale byggegrunde i kommunens landsbyer.