I vinterferien er der dømt oldtids-hygge på Museum Østjylland i Kulturhuset fra lørdag 10. februar til søndag 18. februar med masser af sjove workshops
Er man kreativ og vild med håndværk, så er oldtidsmarkedet interessant. Her kan børn lave sin egen amulet, riste en rune, få en sej tatovering, slynge et flot vikingearmbånd, spille med knogler og meget mere. De kan også komme bag kulisserne til arkæologens kontor og konservatorens værksted og hjælp museumsfolkene med deres arbejde.
Oldtidsmarkedet er åbent lørdag og søndag 10. – 11. februar kl. 13 – 15.30.
Sif, Birk og masser af charme
I vinterferien kan man også rejse ind i oldtiden med de to børneguider Birk og Sif, der tager publikum med rundt i museets store oldtidsudstilling. Man kommer her på sporet af udstillingens helt særlige Lillefolk, som gemmer sig i issprækker, hule træer og tomme tønder. Man hører mere om oldtidsfamilien, der er ganske små i størrelsen men kæmpestore i charme og personlighed.
Rejsen er for de små museumsgængere – fra fire år og op.
Rejsen ind i oldtiden med Lille-Folket foregår tirsdag, onsdag og torsdag 13., 14. og 15. februar kl. 10.30 – 13.
Vild oldtidsudstilling
I vinterferien har hele familien mulighed for at gå på opdagelse i museets nye og roste oldtidsudstilling “Livet ved Fjorden” i museets åbningstid. Udstillingen serverer på en indbydende og underholdende måde historien om oldtiden fra istid til vikingetid på Randersegnen. Her kan man se vilde museumsgenstande, scenografier, prøve sjove aktiviteter og blive meget klogere på oldtiden.