Ny træner tilfreds med at undgå returbillet til serie 3
Spentrup IF har for en kort stund – en halv sæson – været i serie 2 i nyere tid. Men returbilletten til serie 3 blev hurtigt udstedt.
Nu er man imidlertid tilbage.
Og derfor er målet for den nye træner Jan Madsen da også klart og enkelt.
”Som udgangspunkt går vi ind til sæson 2018 med det ene formål at overleve i serie 2,” siger Jan Madsen på 44, der i et tidligere årtusinde frem til slutningen af 90’erne spillede i Vorup FB og derefter – efter to år i FSI – så var med til at spille Kristrup op i Jyllandsserien i 2001.
Jan Madsen havde hele 45 mand til nytårsappel – og blandt dem 16 rumænere, der så fantastisk har fundet sig en hylde i jysk og østjysk fodbold på hold i Spentrup.
Jan Madsen ved ikke meget om truppen i Spentrup IF, men det finder han ud af på træningsbanen i nærmeste fremtid.
Materialet er det samme, som i efteråret 2017 under Henrik Thomasens ledelse spillede Spentrup IF op i serie 2. Nu er Thomassen i Hadsund.
Jan Madsen, der har en trænerfortid i bl.a. B65, Vellev, Hørning, FSI og Hadsten og har været træner, siden han selv lagde støvlerne på hylden for godt 15 år siden, kender ikke meget til modstanderne i kredsen.
”Foulum kender jeg lidt til, men derudover er kendskabet til modstanderne begrænset, siger Madsen, der får et enkelt lokalopgør i serie 2-kredsen, idet også Hornbæk SF er placeret i kredsen med de mange hold fra Viborg- og Bjerringbro-kanten.