Handicapsportsforeningen Lavia står lige nu og mangler nye medlemmer. Man vil gerne have endnu flere idéer til nye sportsgrene, der kan dyrkes i foreningen
”Så hvis der sidder nogle forældre derude med børn med mentale eller fysiske handicap, hører vi gerne fra dem. Måske vil deres barn gerne spille for eksempel fodbold. Så kan vi hjælpe med at få gang i den sport ved at organisere baner, og hvad der ellers skal organiseres”, siger formand for Lavia Per Leif Christensen.
Foreningen Lavia går helt tilbage til 1972. Her var man en underafdeling af Landsforeningen for Vanfører – det der i dag kaldes Dansk Handicap Forbund.
Tilbage midt i 90´erne var foreningen tæt på at lukke. Men så trådte Per Leif Christensen, formand og kassere Bent Ottosen til. Foreningen blev reddet, og der er i dag lige knap 60 medlemmer. Men det kan også snart være fortid, hvis ikke der kommer gang i flere sportsgrene.
”Lige nu spiller vi Boccia, og så er der svømning. Men snart er Boccia fortid, for sporten går kraftig tilbage i Danmark. Så jeg ved ikke, hvor længe vi kan blive ved. Vi er nemlig seriøse med spillet, og hvis vi ikke kan komme rundt til turneringer, så stopper det nok”, fortæller formanden.
Lavia er ellers eneste mulighed for at spille Boccia her i Randers
Lige nu er der svømmeundervisning på Nørrevangskolen for børn og unge med fortrinsvis mentale handicaps, men det kræver noget af foreningen at holde liv i det.
Til svømmeundervisningen får man hjælp fra parasport, som stiller med en underviser, der også er uddannet pædagog med speciale i mentalt handicaps.
Måske e-sport
Men foreningen er sårbar. Hvis enten Per eller Bent forlader foreningen, er der ikke andre til at tage over. De handicappede kan ikke selv administrere et bestyrelsesarbejde, og derfor er man afhængig af, at der kommer nye kræfter til.
”Vi er åbne for både normalt fungerende og alle handicappede. Alle er velkomne, og vi har dejlige klublokaler her på Glentevej lige ved siden af Nørrevangskolen. De står meget tomme, så vi håber snart at få lidt mere liv heroppe. Det kunne jo også være, at der er nogle børn og unge, der kunne have lyst til at spille e-sport. Vi har god plads”, siger Per Leif Christensen.
Næste store arrangement for foreningen er en Bocciaturnering midt i marts, som skal afholdes på Nørrevangskolen. Her kommer hold fra hele Nordjylland, og de bedste går videre til forbundsmesterskaberne.
Alle interesserede kan henvende sig til Per Leif Christensen hos Lavia på telefon 23 45 71 86 eller møde op i klublokalet Glentevej 1, hvor der altid er en fra bestyrelsen til stede torsdage mellem kl. 15-20.