Det er netop kommet frem, at facebook ikke betaler skat i Danmark. Men alligevel bliver det sociale medie flittigt brugt i den kommunale valgkamp af politikerne
Nogle vil måske mene, at politikerne af alle bør fremstå med et godt eksempel. Og nogle af partierne og listerne vil da også godt indrømme, at det nok er en smule dobbeltmoralsk. Men fælles for alle er, at de dagligt er på facebook med opdateringer om events eller slet og ret synspunkter, der skal få folk til at stemme på netop dem.
Ifølge flere medier betaler facebook ikke skat i Danmark trods en indtjening på mindst 717 millioner.
Hos Velfærdslisten har man ikke råd til annoncer, og de bruger facebook til at komme ud med deres budskab.
“Vi bruger facebook som en platform, ligesom vi bruger de lokale medier. Men vi reklamerer ikke på facebook, for det har vi ikke råd til”, siger Per Schultz-Knudsen, der er organisationskoordinator hos den lokale liste.
I Velfærdslistens etiske principper skriver de i punkt 24, at: “Velfærdslisten handler ikke med eller modtager penge fra virksomheder, selskaber eller fonde, der styregruppen bekendt unddrager sig skat i Danmark ved at placere pengene i et lavskatte- land”.
Per Schultz-Knudsen mener selvfølgelig også, at facebook burde betale skat, og han opfordrer landspolitikerne til at gøre noget ved det.
Men ifølge ham er facebook en platform ligesom alle andre platforme, og så længe der ikke er meldt noget ud landspolitisk, fortsætter Velfærdslisten med at bruge det sociale medie.
Hos enhedslisten vil talspersonen Frede Kirkholm Nielsen ikke tage stilling til spørgsmålet, før han har vendt det med bestyrelsen i Randers. Han mener dog, det er problematisk, at facebook ikke betaler skat. Han er netop fredag kommet med denne kommentar:
“Det er folketingets opgave at sørge for at alle virksomheder i Danmark betaler skat, og ikke den enkelte borger. Det vil blive fuldstændig uoverskueligt hvis hver enkelt borger hver gang man handlede i en butik skulle kontrollere om butikkens skatteforhold var i orden.
Enhedslisten har aldrig opfordret til boykot af multinationale selskaber p.g.a. deres skatteforhold, men vi har i folketinget aktivt kæmpet for at multinationale selskaber kommer til at betale en rimelig skat i Danmark. Enhedslisten Randers vil derfor fortsætte med at annoncere på Facebook, hvis vi føler at det er et godt medie at få vores synspunkter ud på”.
Beboerlisten, som også går ind for social retfærdighed, mener, at det sådan set er dobbeltmoralsk.
“Ja det er det – at vi på den ene side bruger mediet og på den anden side ikke synes, det er i orden, at de ikke betaler skat. Det kan jeg godt se”, siger Kim Kristensen.
“Vi bruger facebook flittigt, så det er da noget, vi skal have snakket om. Men så vidt jeg ved, betaler vi ikke for annoncer på facebook, vi bruger det til statusopdateringer for at få vores budskab ud”, siger han.
Han mener dog, at oplysningerne om skatteforholdene er så nye, at man ikke kan tage stilling til det i denne valgkamp.
“Men vi vil helt sikkert diskutere det”, siger han.
Hos Socialdemokraterne mener man, at ansvaret ligger hos politikerne på Christiansborg.
“Lige nu skal vi ud og møde vælgerne, der hvor de er, og de er på facebook”, siger Svend Bak, formand for Socialdemokraterne i Randers.
“Det bliver jo en borgerkrig, hvis vi skal ud og boykotte alle, der ikke betaler skat i Danmark. Det tager jeg i hvert fald ikke initiativ til”, siger han kort.
Heller ikke hos Sociallisten har man taget stilling. Her er pengene små, og det forholder man sig til i øjeblikket.
“Vi er en håndfuld plejefamilier, der er gået ind i valgkampen. Vi har ingen penge, så vi bruger facebook, fordi det er gratis”, siger Palle Bertelsen.
Ingen skrupler
“Jeg sætter mig ikke ind i, om den ene eller anden betaler skat i Danmark. Facebook er en del af det samfund, vi er en del af. Og siden facebook er det eneste medie af sin art, og alle vores vælgere er der, bliver vi også nødt til at være der”, siger Torben Høeg Bonde, der er formand for Venstre i Randers.
Han mener dog ikke, at det er prisværdigt, at de ikke betaler skat i Danmark.
“Men det har slet ikke været i vores overvejelser, om vi skulle bruge facebook. Vi er der for at få vores vælgere i tale”, siger han.
Heller ikke hos Fusion Randers har man skrupler over at bruge facebook.
“Vi spiser da også på McDonalds, når vi har rigtig travlt. Jeg vil ikke gå ind i, om den ene eller den anden betler skat. Men facebook og McDonald har ansatte, der betaler skat i Danmark, det skal man lige tænke på. Må vi så heller ikke bruge Google og Drop Box. Det er patetisk”, mener Jesper Bræmer fra Fusion Randers.
Heller ikke DF med Nicolai Estrup i spidsen her i Randers vil stoppe med at bruge facebook.
“Nej, jeg har ingen moralske skrupler over at bruge facebook. Men jeg holder da på, at alle skal betale skat, hvis de tjener penge. Men det må politikerne på Christiansborg tage sig af. Og før der bliver meldt noget ud fra dem, bruger vi facebook i valgkampen”, siger han.
“Der er ikke meldt noget ud fra skatteministeren, om at dette er ulovligt. Hvis der bliver det, tager vi stilling til den tid”, siger han.
Din Avis får selv annonceindtægter pga. kommunalvalget, og vi takker alle kandidaterne/partierne for at bruge os. Vi bruger også selv jævnligt facebook til at promovere vores historier.
Historien er skrevet af en af avisens journalister, der har redaktionel frihed til at dække facebook på lige fod med journalister på alle andre medier.
McDonald’s Danmark betalte i øvrigt omkring 34,5 millioner kr. i skat i 2016, og de to lokale franchisetagere i Randers betaler deres skat på samme måde som alle andre skatteydere i Danmark.