Den 29. oktober forvandles facaden på Kulturhuset Sløjfen i Hadsten til en imponerende, udendørs scene. Her opfører professionelle kunstnere sammen med lokale kræfter ”Tog Til Tiden” – en spektakulær forestilling for hele familien.
En enkelt aften i oktober kan publikum komme med på en helt speciel togrejse, når Sløjfen lægger facade til den stort anlagte forestilling ”Tog Til Tiden”. Med avancerede lys- og lydprojektioner forvandles kulturhuset til en fantastisk scene i flere niveauer, hvor blandt andet dansere, ildgøglere og musikere fortæller en kærlighedshistorie med udgangspunkt i dengang, jernbanen kom til Danmark. Og ikke mindst til stationsbyen Hadsten.
Den ordløse, men sansemættede forestilling er blevet til i samarbejde mellem Randers Egnsteater, Kulturhuset Sløjfen i Hadsten og en lang række professionelle kunstnere og lokale aktører, fortæller Mona Gleerup, formand for Sløjfens bestyrelse:
– Ønsket har været at give borgerne i Favrskov Kommune en anderledes og spektakulær oplevelse i forbindelse med Europæisk kulturhovedstad 2017
Naboens datter på scenen
Og der er god grund til at glæde sig, fastslår kunstnerisk leder og instruktør Lilje Windbirk, der er i fuld gang med prøverne i Hadsten.
Det bliver virkelig noget helt specielt. En eventyrlig aften med masser af musik, lys og lyd, der kun kan opleves denne ene gang. Og så er det jo også fantastisk, at der er en masse aktører med fra lokalområdet. Det kan jo være, man får øje på naboens datter oppe på scenen, siger Lilje Windbirk, der er uddannet skuespiller og manuskriptforfatter og har instrueret en lang række musicals.
Alle elementer i ”Tog Til Tiden” er skabt særligt til denne ene aften og til Sløjfens bygning. Scenografi og lysdesign er skabt af Benjamin La Cour, der modtog en talent-Reumert fra sin scenografi til ”Klokkeren fra Notre Dame” på Fredericia Teater. Musikken er skrevet specielt til forestillingen af de professionelle musikere Thomas Hamilton og Jesper Mikkelsen, der også vil opføre musikken live 29. oktober.
Stor lokal opbakning
Ud over en lang række professionelle scenekunstnere er mange af aktørerne lokale kræfter. Både foran og bag ved scenen. Blandt andet optræder 15 unge og 35 børn fra HOG og Busbjerg Spillene, og forestillingens sangsolister er fundet i Favrskov Musikskole.
De skal optræde side om side med professionelle dansere fra dansekompagniet Ground Elements.
Kultur- og fritidsudvalget har bidraget økonomisk for at realisere projektet, og det samme har Sløjfen med egne midler. Endelig har ELRO Fonden givet en betragtelig donation.
Steen Thomsen, formand for ELRO Fonden, udtaler:
ELRO-fonden er glade for at kunne støtte en spændende, unik og spektakulær event, designet og skabt til Kulturhuset Sløjfen i Hadsten i tæt samarbejde med Randers EgnsTeater. Vi er særlig glade for at støtte et projekt, der involverer mange aktører, både børn og voksne, professionelle og lokale amatører.
Også mange af dem, der ikke skal på scenen, er fra lokalområdet. Kostumerne bliver syet på Hadsten Produktionsskole, og elever fra Den jydske Haandværkerskole skal bygge flere af de sceniske elementer. Også Sløjfens egne frivillige kommer på arbejde bag kulisserne.
Anders Nørgaard, formand for Kultur- og fritidsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig i særlig grad over den lokale involvering og forankring.
Det er jo fantastisk, at så mange lokale kræfter bakker op om denne særlige og ambitiøse forestilling. Der er stor vilje til at bidrage, og det glæder mig specielt, at mange unge mennesker er involverede i processen. De får vist, hvad de kan, og samlet får de en fornemmelse af, hvor godt noget kan blive, når man står sammen og brænder for noget. Og så kulminerer det hele så med forestillingen 29. oktober, hvor jeg håber, at så mange som muligt vil være med og få en gratis en på opleveren, siger Anders Nørgaard.
”Tog Til Tiden” kan ses fra Ernst B. Sunds Plads i Hadsten 29. oktober kl. 19. Man skal bare møde frem, og det er gratis.