Selvom man i dagligdagen måske ikke fornemmer det, så påvirkes vi alle af den dagsorden der sættes i forhold til kulturelle tilbud i kommunen. Generelt set bliver vi udfordret af påvirkninger, især fra store markeder, som det amerikanske, men bestemt også af religiøse synspunkter, der for mange virker anstødene.
Vores kultur sætter dagsordenen for vores dannelse, vores fordybelse og vores evne til at udvikle os, og det skal vi naturligvis værne om. Og, det er min oplevelse, som tilflytter, at der er en særlig form for patriotisme i Randers, en stolthed over det at være Randrusiansk, og dette baserer sig på den kultur der oppebæres i vores kommune.
Fusion Randers ser gerne at kultur er tilgængeligt for alle, og også at det er tilgængeligt på mange forskellige niveauer – det er ikke alle der har roen til at fordybe sig på vores kunstmuseum eller evner at dygtiggøre sig musikalsk, men det skal være alle forundt at tage del i tilblivelsen af kulturen.
Og tilgængelighed er nøglen til succes – kan vi flytte kultur til borgeren, i stedet for borgeren til kulturen?
Kultur og sport er noget af det der kendetegner og tiltrækker, noget man samles om, og noget som vi bliver stolte af at kunne tilbyde. Det er godt for turismen og for samhørigheden, men det er også svært.
Når man så samtidig lægger mange bidrag i få aktiviteter kan det være svært at tilgodese bredden af kulturelle initiativer og det vil vi meget gerne være med til at ændre.
Vi vil gerne se om vi kan finde midler til at etablere kultur og foreningsfaciliteter i Vorup gamle skole, hvor det nuværende forslag og bevilling end ikke tilgodeser myndighedskravene til en ombygning, eller skolen i Gjerlev der ikke kender sin egentlige fremtid.
Hvad med at se på muligheden for at gøre f.eks. musikundervisning lettere tilgængeligt for mindre bemidlede gennem en ”fripas” ordning?
En ”fripas” ordning hvor der skeles til den enkeltes ønsker og behov, og hvor vi derigennem kan være med til at bryde den sociale arv og endda have en langsigtet forebyggende effekt. Og en ordning hvor vi gennem samarbejde i byrådet og mellem kulturinstitutionerne vil kunne tiltrække flere til at bidrage til en bred vifte af tilbud baseret også på frivillige interessenter.
Er det balance vi søger, eller er det en ambition om at forebygge skævvridningen af dannelse og moral, der er målet – uanset svaret, tror vi hos Fusion Randers på, at visioner og inspiration giver løsninger hvilket skaber resultater.
Morten Munk Andresen
Byrådskandidat for Fusion Randers
Karlsebergvej 54
8940 Randers SV