Vi lever i et privilegeret land, hvor vi trods vores kultur for altid at have noget at klage os over, har et godt samfund der omfavner de fleste. Det betyder dog ikke vi skal gå i stå – for al stilstand er tilbagegang. Vi bliver nødt til hele tiden at se på hvad vi kan gøre bedre. Og én af vores klare kernesager hos Fusion Randers er ældreplejen.

Jeg kommer fra en moderne skilsmissefamilie, med de ting det ny fører med sig. Hvad det blandt andet har ført med sig, er en fordobling af antallet af bedsteforældre – og med dem en indsigt i vidt forskellige måder at blive gammel på. Mine bedsteforældre fra Gjerlev af, var af den gamle skole. De klarede sig selv, og min kære farmor cyklede da også både til banko og købmanden helt end til de sidste år. Det der med at få hjælp ude fra; det var ikke noget for dem. De ville ikke gøre sig selv til besvær for andre, uagtet hvor meget de nu både havde fortjent det og havde brug for det.

Mit andet par bedsteforældre var velhavere. Efter nogen tids sygdom, måtte de flytte på plejehjem Det blev min første egentlig erfaring med ældreplejen i Randers Kommune. Det var som fint nok, men det virkede ikke som et hjem – det virkede ikke som et sted jeg havde lyst til at blive gammel. Det emmede mest af et sted man kom hen, for at komme her fra. Jeg kom der tit, fordi man følte et vist ansvar for, at give nærvær til dem man holder af, da man ikke følte den var fuldgyldigt på plejehjemmet. H’et i plejehjem manglede.

Nu sidder jeg tilbage med de sidste af mine bedsteforældre. De tilhører den gruppe der gør mest ondt. Den gruppe af ældre, der nægter at skulle på plejehjem. Den gruppe der frygter den dag. Sådan bør det ikke være.

Hos Fusion Randers vil vi arbejde benhårdt for, at Randers Kommune bliver kendt som den kommune, hvor plejen er i fokus, men at hjemmet staves med stort H. Kommunen hvor det menneskelige nærvær prioriteres langt over nærvær med papirarbejde – og hvor vi i langt højere grad har tillid til vores dygtige personale, så de har frihed, og tid, til at gøre det de er bedst til; at tage sig af de ældre. Et plejehjem med stort H.

 

 

Jesper Bræmer
Byrådskandidat for Fusion Randers
R. Hougårds Vej 66
8960 Randers SØ