Billardklubbens formand: Det kunne ikke være bedre
Gæsterne kom fra nær og fjern. Gæster fra jyske og danske klubber, repræsentanter fra Den Danske Billard Union og så en af verdens bedste carambolespillere i Frédéric Caudrons skikkelse. Han havde taget turen helt fra Belgien.
Masser af mennesker dukkede op med gaver og godt humør og var klar til flere timer med socialt samvær. Jo, de hyggede sig i Randers Billard Klub af 1958, da man lørdag markerede udvidelsen og åbningen af nye og større lokaler i det gamle KC-Center på Hobrovej – centret, der er købt af ABC Lavpris.
Formanden for klubben, Johnny Søgaard, der havde budt de mange fremmødte velkommen, havde svært ved at skjule sin begejstring.
”Det hele er forløbet som smurt. Det har været en fantastisk dag. Det kunne ikke have været bedre,” siger en tilfreds formand, der også havde sjællandske gæster, idet en flok unge mennesker fra Næstved havde taget turen for at opleve bl.a. Caudron i aktion.
”De kom tidligt og mødte så Caudron i lokalerne. Og som den fantastiske person, Frédéric er, tog han da kampe mod de unge mennesker, der fik en oplevelse for livet,” beretter Søgaard, der havde lavet ønskeseddel inden åbningen.
I stedet for blomster og lignende – gaver, man oplever ved sådanne lejligheder, havde billardfolket ønsket penge til en ballpudser – en maskine til at pudse ballerne.
Den kom allerede i hus i lørdags, da de donerede beløb så rigeligt dækker udgifterne til ballpudseren.
I Randers Billard Klub af 1958 glæder man sig helt forståeligt og glæder sig over et fantastisk samarbejde med de nye ejere af centret.
”Vi har fået helt enestående forhold og fantastiske betingelser af ABC Lavpris, der
har overtaget centret. I en længere periode vidste vi ikke, om vi var købt eller solgt. Vidste ikke, om vi skulle flytte igen. Vi var ude at se på andre faciliteter, men det endte heldigvis med, at vi fik en 10-årig lejeaftale på Hobrovej. Og på fantastiske betingelser. Trods en stor udvidelse, som ABC har stået for, sidder vi stort set til samme husleje. Vi er steget lidt, men ikke nævneværdigt,” siger næstcformandFlemming Gross, der foruden de nye borde har fået klublokale, kontor og slyngelstue, som han kalder det.
Brændte udlægget og blev så bænket
Flemming Gross fra Randers Billard Klub af 1958 fik af modstanderen Johnny Hansen fra Vejle foræret udlægget i deres keglebillardkamp til 800 ved billardfolkets åbning og indvielse af nye lokaler i det gl. KC-center på Hobrovej.
En flot gestus af modstanderen, men Gross udnyttede ikke chancen og misbrugte udlægget, hvorefter Johnny Hansen lavede en serie på 592. Gross kom til bordet igen, lavede 24 point og måtte så tage plads på stolen igen. Herfra kunne han se Johnny Hansen lave de sidste 208 point, vinde og lukke med et snit på 400.
Flot skalp til Michael Carlsen
Michael Carlsen, førstemand på billardklubbens elitedivisionshold i tre-bande-carambole, fik en flot skalp i opvisningskampen ved indvielsen af de nye lokaler. Modstanderen var randrusianske Thomas Andersen, der repræsenterer Varde, men har en mangeårig fortid i Randers. Thomas, tidl. dansk mester, måtte overraskende se sig besejret 30-29 af den unge Carlsen, der havde far Tonny og farfar Kurt på tilskuerpladserne.
Thomas Andersen førte 29-27, inden Michael Carlsen så lavede en serie på tre og sikrede sig sejren.
Carlsen sen. fik ikke revanche
En af verdens bedste carambolespillere Frédéric Caudron har tidligere været på besøg i Randers og besejret lokale Tonny Carlsen. Igen i lørdags var den fremragende belgier i Randers og gav Tonny Carlsen muligheden for revanche i bedst af fem sæt til 15. Efter fire slut var det forbi, da Caudron førte 3-1. Tonny vandt første sæt, men derefter var det sut. Tonny førte 14-11 i tredje sæt, men så lavede Caudron fire point og snuppede sættet. Og resten var så en formssag.
Æresmedlemmerne blev hyldet
Randers Billard Klub af 1958 benyttede åbnings- og indvielsesarrangementet i lørdags til at hylde klubbens syv nulevende æresmedlemmer – Arne, Inge og Claus Høj, Kurt Carlsen, Jørgen Kyhl, Poul Reincke og Tonny Carlsen, der blev hædret ved klubbens seneste generalforsamling.
Klubbens mangeårige formand Carl Aage Olsen er også æresmedlem i klubben, men han er afgået ved døden.