Nicklas Hackenberg Andersen på 27 år freestylede med en asiatisk udgave af jordskoksuppe, da Fook Maker Randers blev indviet med det første event for unge madentusiaster i Randers. Konceptet stammer fra Aarhus, hvor teamet bag Food Maker har haft stor succes med at samle unge omkring glæden ved at lave mad i fællesskab

 

Snakken går livligt over dampen fra gryderne i køkkenet i FOF’s lokaler på Niels Ebbesens gade. Spændende asiatiskinspirerede dufte fra suppegryderne blander sig langsomt med duften af nybagt naanbrød.

“Det handler om madglæde og fællesskab, og de unge mødes for at dele glæden ved at fremstille et spændende hjemmelavet måltid af lækre råvarer. Det handler også om sundhed – men mere mental sundhed i form af gode sociale oplevelser,” siger Jannie Martensen, projektleder for Food Maker Randers.

Food Maker Randers afholdt sit første event om aftenen torsdag 26. januar. Der var 11 unge med til arrangementet – nogen kom alene, og andre i små grupper – og det blev en stor succes med hygge omkring fremstillingen af ret, som ingen havde smagt før.

Det er Randers Sundhedscenter og FOF i Randers, der står bag Food Maker Randers.

 

Gør retten til din egen

Hvert event har en ung vært, som bestemmer dagens tema, og hvilke ingredienser der skal arbejdes med. Første gang fik Nicklas Hackenberg Andersen æren af at sætte dagsorden med sin egen udgave af en asiatisk jordskoksuppe.

“Jeg har altid været nysgerrig i et køkken, og jeg laver aldrig det samme. Da jeg som ung fik maddage derhjemme, eksperimenterede jeg med alt fra enchiladas til afrikanske retter,” fortæller Nicklas, der blev inspireret til dagens ret fra en menukort på en asiatisk restaurant.

Og selvom han har præsenteret de unge deltagere for en færdig opskrift på suppen, så opfordrer han dem til at lave deres egne versioner af retten.

“Generelt mener jeg ikke, man skal lade sig begrænse af en opskrift eller en ingrediens, men ikke bryder sig om eller ikke lige kan skaffe. Jeg bruger altid en opskrift som inspiration og gør retten til min egen,” siger Nicklas Hackenberg Andersen.

 

En international begivenhed

Forskellige udgaver af suppe og brød begynder at tage form i køkkenet, mens de unge mennesker lærer hinanden at kende over en snak om ingredienser og krydderier – på flere forskellige sprog. Food Makers Randers’ første event endte nemlig med at blive en slags international begivenhed med tilstedeværelsen af fire forskellige nationaliteter.

“Jeg blev opmærksom på eventen via et opslag på facebook, og jeg er her med to studiekammerater. Jeg elsker at møde nye mennesker, og det er spændende at lave mad, man ikke ville lave alene,” siger Margaux Binetti på engelsk med en smuk fransk accent.

Hun studerer International Hospitality Management på Dania sammen med de to tyske piger, Laura Zimmermann og Jackie Heise, der også nyder stemningen i køkkenet.

“Jeg elsker at lave mad og kan godt finde på at bruge en time alene i et køkken – men det er mere meningsfyldt, når man er sammen om det,” siger Laura Zimmermann.

 

Fakta om Food Maker

Food Maker er en bevægelse omkring unge og madglæde for unge i alderen 16-28 år.

– Konceptet stammer fra Aarhus, hvor en gruppe gik sammen om at søge midler til projektet via Nordea-fonden.

– Food Maker Randers er støttet af midler fra innovationspuljen i Randers Kommune.

– Det er Randers Sundhedscenter og FOF i Randers, der står bag Food Maker Randers.

– Food Maker Randers afholdt sit første event i slutningen af januar 2017.

– Food Maker Randers kommunikerer med de unge via deres facebookside, hvor man blandt andet kan læse, at man kan være med uanset, om man er en haj eller en klapfisk i et køkken.