Socialdemokratiet prioriterer folkeskolerne i Randers Kommune meget højt. Derfor friholder vi skolerne for V&DF rammebesparelserne i vores fælles budgetforslag med SF. Og vi har afsat midler til bekæmpelse af elevfravær, bedre inklusion og specialundervisning, integration samt cykelstier, skoleveje og trafiksikkerhed. Elever, lærere, pædagoger og forældre skal også roses for arbejdet og engagementet her i første år med ny skolestruktur. Med vores budgetforslag er der også penge på vej til de mindste børn, familieafdelingen, vores veteraner der har kæmpet for Danmark, socialøkonomisk projekt med genopretning af Svejstrup bæk, Rent Randers, bedre vedligeholdelse af grønne områder, ældreområdet, handicapområdet – og mange andre områder. For Socialdemokratiet er det meget vigtigt at bevare og udbygge velfærden og fællesskabet. Den velfærd der opleves af kommunens borgere hver evig eneste dag. Vi afsætter også midler til Vennepunktet og Lilleskolen for senhjerneskadede, samt borgerhuse i Gjerlev og Vorup. Socialdemokratiet mener ikke, det er tiden til bygning af en ny hal 4. Vi vil tværtimod bruge pengene på vedligehold og forbedring af eksisterende haller, hvoraf mange trænger til en kærlig hånd. Der skal være plads til, at børn og voksne kan dyrke idræt og andre aktiviteter i hallerne i hele kommunen – gerne så tæt som muligt på bopælen. Socialdemokratiet foreslår i vores fælles budgetforslag, at skatten sættes op med 0,3 %. Dertil kommer besparelser på bl.a. IT, konsulenter og forskellige anlæg. Velfærden og fællesskabet er under pres med V og DF’s besparelser på ældre, skole, handicappede, udsatte og andre områder. I Socialdemokratiet vil vi passe på vores ældrepleje og vores gode folkeskole, og vi vil hjælpe vores udsatte børn og unge og vores veteraner. I det hele taget vil vi investere i bedre velfærd. Socialdemokratiet laver budgetforslag rundt om fællesskabet og velfærden i Randers kommune – hvor andre laver budget rundt om hal 4.”Velfærd og stærke fællesskaber” er overskriften på SF og Socialdemokratiets budgetforslag. Med det viser vi, at vi prioriterer velfærd og fællesskab.
 
Torben Hansen(S) Borgmesterkandidat
Randers Byråd