DBU Jylland beskylder Randers FC for angreb på den danske fodboldmodel
 
”Når et professionelt fodboldselskab forsøger at tiltvinge sig magten i moderklubben, er det et direkte angreb på den særlige danske fodboldmodel………..”
Lyder kommentaren fra DBU Jyllands formand, Bent Clausen, i et indlæg på DBU Jyllands hjemmeside, hvor han nu blander sig i uoverensstemmelserne mellem moderklub Randers Freja og overbygningen. Iflg. Clausen (og hans kilder) har Randers FC forsøgt at tvinge sig til magten på Viborgvej i Randers..
Clausen, der i parentes bemærket er næstformand i DBU, stiller en række set med randrusianske briller skarpe og provokerende spørgsmål:
”Er det i orden bevidst at fravælge dialog og samarbejde for at få sin vilje? Er det i orden, at en professionel afdeling forsøger at tiltvinge sig magten over moderklubben på en generalforsamling? Er det i orden at tromle hen over breddefodbolden?” Spørger jydernes førstemand med henvisning til polemikken efter generalforsamlingen 30. august i Randers Frejas Fodboldafdeling, hvor Clausen ikke var til stede.
Hvor Bent Clausen så har sine informationer fra, kan man kun gisne om.
Det handler om generalforsamlingen i Randers Frejas Fodboldafdeling, hvor Randers FC-direktør Michael Gravgaard måtte konstatere, at Randers FC-ansatte ikke var stemmeberettigede, når det gjaldt bestyrelsesposter i Freja Fodbold.
 
Direkte angreb
 
Clausens spørgsmål ovenfor er iflg. den jyske fodboldboss blevet aktuelle, fordi Randers FC – iflg. Clausen – på grund af utilfredshed med den fælles samarbejdsaftale med Freja i en meget direkte manøvre forsøgte at tiltvinge sig magten på moderklubbens generalforsamling.
Bl.a. med henblik på – mener Clausen at vide – at overtage råderetten over talentarbejdet i de yngste rækker. ”Nu er det naturligvis helt op til Randers Freja og Randers FC at afklare deres interne samarbejde – herunder kompetencefordelingen. Men at et professionelt fodboldselskab forsøger at overtage magten i moderklubben, oplever jeg som et direkte angreb på den danske fodboldmodel, og det vil i mine øjne få store konsekvenser, hvis dette rent faktisk skulle blive udfaldet,” skriver Clausen på hjemmesiden.
Som medlem af DBU’s bestyrelse sidder Bent Clausen netop nu og forholder sig til et forslag om at uddelegere større kompetence fra fællesskabet til Divisionsforeningen, som er eliteklubbernes organisation. ”Eksemplet fra Randers er ikke et eksempel til efterfølgelse. Hvis vi helt grundlæggende vil noget med dansk fodbold, så kommer vi ingen vegne med sådan en fremfærd,” skriver Clausen. ”Som en lille fodboldnation er vi nødt til at være smartere og klogere end de andre og forene alle de kræfter, som vi har til rådighed. Og jeg synes ikke, at det lyder særlig smart at køre henover breddeklubberne, som jo faktisk i sidste ende udgør fundamentet for elitefodbolden,” lyder der fra Bent Clausen, der sammen med kollegerne i breddefodbolden arbejder for at fastholde og styrke den sammenhængskraft mellem bredde og elite, som er så unik i den særlige danske model. ”I dansk fodbold skal vi hver især bidrage med det, som vi er bedst til, men vi skal gøre det sammen, ” skriver Bent Clausen, der til enhver tid vil være bakke op om gode tiltag, der kan styrke den udvikling.
”Men det skal være baseret på gode og saglige argumenter. Ikke på magtdemonstrationer og fravalg af ligeværdig dialog,” skriver Bent Clausen med vel henvisning til situationen i Randers.