Mogens Nyholm, Radikale Venstre har rejst et beslutningsforslag vedr. budget- og kvalitetskontrol af Ejendomsservice. Din Avis skrev for et par uger siden om Ejendomsservice og de kritikpunkter der kom fra politikeren. Nu har sagen været i Byrådet, men borgmesteren anbefalede at den blev udsat til 3. oktober, for først da vil der foreligge et budget for ordningen. Men nu er også Velfærdslisten kommet på banen med kritik af Ejendomsservice
 
Beslutningsforslaget fra Radikale Venstre tager udgangspunkt i budgetopfølgning pr 31. marts 2016.
Budgetopfølgningen bygger på et usikkert grundlag, da der ikke er nogen egentlig
sammenligningsperiode fra tidligere år. Forventningerne til regnskab 2016 er således behæftet med stor usikkerhed, lyder det nu i et notat fra Miljø og Teknikforvaltningen.
I lighed med budgetopfølgningen til byrådet pr. 31. marts 2016 er det fortsat
forventningen, at Ejendomsservice kan realisere en besparelse i 2016 svarende til den ikke realiserede besparelse i 2015 på 4,1 millioner kroner. Den budgetterede besparelse i 2016 på syv millioner, vil derimod ikke kunne realiseres fuldt ud allerede i 2016.
Det er begrundet i, at der er behov for at foretage en række investeringer for at kunne optimere
driften og opnå det forudsatte provenu på i alt 32 millioner kr. i perioden 2015 – 18. Det drejer sig om investeringer i materiel, bygninger, teknologi og medarbejderkompetencer.
En væsentligt kilde til at opnå de budgetterede besparelser i Ejendomsservice er at reducere eksterne lejemål og optimere anvendelsen af kommunens egne bygninger. Opsigelse af lejemålet i
Toldbodgade i 2016 er et eksempel her på, men også et eksempel på, at det forudsætter
investeringer, som er større end besparelserne i 2016.
Besparelserne vil således først slår igennem i løbet af 2017 og de følgende år, og ikke allerede i 2015 som forligspartierne havde regnet sig frem til. Besparelserne for 2015 og 2016 opnås ikke alligevel. I stedet for en besparelse på fem millioner i 2015 var der kun en besparelse på 0,9 millioner og den besparelse der skulle opnås i indeværende år på syv millioner, bliver kun fem millioner, ifølge borgmester Claus Omann Jensen.
Men dette er også tvivlsomt, mener Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten.
“Der har været en etableringsudgift til administrative medarbejdere hos Ejendomsservice på 3,4 millioner kroner, så jeg kan ikke se hvor den besparelse skal komme fra”, siger han.
“Det ses jo nu at man ikke henter den besparelse, men at det bliver dyrere end før. Og hvor skal den regning sendes hen. Skal der komme besparelser på skolerne og i børnehaverne. Havde dette været fremme, da man tog beslutningen, var den aldrig taget, er jeg overbevist om”, siger Kasper Fuhr Christensen.
Han pointerer at Velfærdslisten hele tiden har været imod etableringen af Ejendomsservice.
“Det er kun med til at skabe ekstra bøvl ude på institutionerne, når de skal til at håndtere planlægningen af de ting, der skal laves. Før kunne man bare kommunikere med pedellen. Nu skal opgaverne planlægges og den administrative opgave er nu pålagt skolesekretærerne. Og hvem skal betale den ekstra administration”, spørger han.
Han mener, det er rystende, at man har forsøgt at føre politikerne bage lyset ved at lave en udregning med besparelser, der ikke hænger sammen.
“Dette viser sig jo ikke at kunne fungere. Jeg mener vi skal gå tilbage til den oprindelige form som der var før”, siger Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten.
Forvaltningen indrømmer, at der er ekstra udfordringer på det administrative område, hvor Ejendomsservice har behov for at etablere administrative systemer, som giver en mere optimal styring af økonomi og administration..
Der er igangsat en række initiativer, som på sigt forventes at effektivisere ejendomsdriften og
nedbringe omkostningerne. Det drejer sig bl.a. om at bruge egne faguddannede servicemedarbejdere til mindre opgaver, bedre styring af installationer, bedre energistyring og bedre udnyttelse af rengøringsressourcer. Det er en løbende proces og de økonomiske gevinsterne ved omlægningerne forventes realiseret i løbet af 2016 og 2017. Det forhold, at der er tale om effektiviseringer, som opnås over tid, bidrager dog til usikkerheden vedrørende forventningerne til Regnskab 2016. Et regnskab der bliver fremlagt 30. september. Forvaltningen fastholder således, som byrådet blev orienteret om i november 2015, at der vil være
tidsforskydninger over årene, dels fordi Ejendomsservice kom senere i gang end forventet og dels
fordi, der skal gøres investeringer for at opnå provenuet på 32 millioner kroner frem mod 2018.
Forventningen er fortsat, at forskydningerne ikke er større, end at de kan rummes inden for den
fleksibilitet, som de af byrådet besluttede styringsprincipper giver. Som det fremgår, er der dog
fortsat knyttet en vis usikkerhed til forventningerne, som følge af det manglende beviselige grundlag for fremskrivningerne.
Det var ikke muligt at få en kommentar fra Direktøren for Miljø- og Teknikforvaltningen, Lene Andersen, til hvordan man vil anbefale besparelserne bliver hentet med udgangen af 2018.
 
Kritik fra fagforeningerne
Centralt i diskussionen er økonomien i den mest omfattende omorganisering i Randers Kommune siden kommunalreformen i 2007; Nemlig sammenlægningen af al servicepersonale i én central enhed kaldet Ejendomsservice. I FOA Randers og 3F’s servicegruppe er man bekymret for medarbejderne i Ejendomsservice.
”Det er godt, at politikerne holder et vågent øje med økonomien og kvaliteten af den service, der bliver leveret ude på skolerne, plejehjemmene osv. Men politikerne har også et ansvar over for de 316 mennesker, der arbejder i Ejendomsservice”, siger afdelingsformand i FOA Randers, Lene Hartmann.
Medarbejdere udfører dagligt et kæmpe arbejde i kommunen med at gøre rent og vedligeholde bygninger. De har alle gjort en stor indsats for at få den ny organisationsstruktur til at fungere.
”Vi kender ikke andre steder i landet, hvor det på så kort tid er lykkedes at nå så store og gode resultater i forhold til at få en sammenbragt personalegruppe til at fungere. Samtidig gennemfører de en omfattende kompetenceudvikling for at være klar til nuværende og kommende udfordringer. Det er en længerevarende proces, som man skylder at give tilstrækkelig tid og plads for at kunne nå ordentligt i mål”, siger Lene Hartmann.
”Medarbejderne har allerede i en lang periode levet med den usikkerhed og arbejdsmiljømæssige belastning, som er forbundet med at sætte store omstruktureringer i søen og siden i drift. De fortjener, at politikerne nu giver dem arbejdsro og mulighed for at få Ejendomsservice til at lykkes optimalt”, supplerer sektorformand i FOA Randers, André Vangsgaard.
Opfordringen fra FOA og 3F til politikerne er klar:
Giv nu medarbejderne i Ejendomsservice arbejdsro. De kan ikke være tjent med, at politikerne kun et år efter, at Ejendomsservice er kommet i drift, fortsat skaber utryghed og usikkerhed omkring deres arbejde og arbejdsplads.