Østjyske virksomheder har dannet en sponsorklub for den magiske forestilling Watermusic, der til næste år bliver en af de helt store begivenheder i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus 2017
 
Når Oh Land og de øvrige 600 medvirkende i to dage til september 2017 omdanner Randers Havn til en gigantisk forestilling med lys og lyd, bliver det samtidig med opbakning fra erhvervslivet. Jyske Banks erhvervsafdeling i Randers har taget initiativ til at oprette en ny erhvervssponsorklub i samarbejde med Randers EgnsTeater og foreløbig en håndfuld andre virksomheder.
Formålet med sponsorklubben er ikke nødvendigvis finansiel støtte til projektet. Det handler i større grad om at skabe en forbindelse mellem erhvervsliv og kulturliv. Især i forhold til opbygningen og den videre udvikling af Watermusic. Medlemmerne af sponsorklubben stiller således deres faglige ekspertise til rådighed og er med i et fællesskab med fokus på det store musikdramatiske show.
 
Lokal støtte
”Jyske Bank vil gerne støtte op om initiativer, der giver Randers god omtale. Med så stor en begivenhed som Watermusic, bliver Randers ikke kun sat på landkortet, men viser hele byens potentiale over for et internationalt publikum. Watermusic giver en storslået mulighed for international branding af vores by,” fortæller Michael Sand, der er direktør i Jyske Banks erhvervsafdeling i Randers, om baggrunden for bankens engagement i sponsorklubben.
Indtil videre består Watermusic erhvervssponsorklub af Jyske Bank Randers, møbelvirksomheden Innovation, Jem og fix i Randers, Fårup Beton, Grundfos, Overggaard God og Restaurant Pakhuset. Mange flere er på vej, og der stadig åbne pladser i klubben.
Lederen af Randers EgnsTeater, Peter Westphael ser frem til samarbejdet med den ny sponsorklub.
”Nogle af disse virksomheder er i forvejen store økonomiske bidragsydere til kulturlivet, men vi ser et potentiale, som også er orienteret imod blandt andet markedsføring, vidensdeling og udvikling af produkters anvendelighed i forbindelse med så stor en attraktion som Watermusic,” siger han.
Hvert medlem i sponsorklubben spiller ind med støtte svarende til 50.000 kroner og får samtidig et antal VIP-pladser til selve forestillingen, når den udspiller sig i september 2017. Virksomhederne bliver derudover delagtiggjort i forberedelserne til Watermusic og kommer med bag kulisserne.